Verden

Trumps administration vil redde TikTok fra at gå i sort

Denne uge skal USA's højesteret vurdere, om TikTok skal forbydes i USA. TikTok vil som modsvar gå i sort.

USA's højesteret skal vurdere, om TikTok skal lukkes ned i USA. Det skyldes, at appen er mistænkt for at videregive data til den kinesiske regering. (Arkivfoto).
USA's højesteret skal vurdere, om TikTok skal lukkes ned i USA. Det skyldes, at appen er mistænkt for at videregive data til den kinesiske regering. (Arkivfoto). Dado Ruvic/Reuters

Opdateret kl. 19:36

Donald Trumps administration vil forhindre det sociale medie TikTok fra at lukke ned i USA. Blandt andet overvejer man at udskyde fristen for en forventet højesteretsdom med 90 dage.

Det oplyser Trumps kommende nationale sikkerhedsrådgiver, Mike Waltz, til Fox News ifølge Reuters.

- Vi vil sørge for at forhindre, at TikTok går i sort, siger Mike Waltz.

Hvis USA's højesteret stemmer loven igennem, bliver TikTok forbudt i USA, medmindre dets kinesiske ejer, virksomheden ByteDance, sælger TikTok.

Ifølge Waltz vil en udskydning af dommens frist være positiv.

- Det køber præsident Trump mere tid til at holde TikTok i live, siger Mike Waltz.

USA's højesteret skal denne uge fælde dom i sagen om, hvorvidt TikTok skal gøres ulovlig i USA.

Som modsvar har det sociale medie TikTok annonceret at gå i sort søndag.

Hvis højesteretten stemmer loven igennem, kan amerikanske brugere i teorien stadig bruge appen. Derimod blokerer loven for, at appen bliver vedligeholdt og opdateret.

TikTok er mistænkt for at give brugernes data videre til den kinesiske regering.

ByteDance og TikTok afviser både at have tråde til den kinesiske regering og at videregive data.

Derudover har ByteDance afvist, at virksomheden har tænkt sig at sælge TikTok.

Chuck Schumer, som er Demokraternes leder i USA's Senat, sagde torsdag, at han også ville forsøge at finde en mulighed for at holde TikTok i live i USA.

Ifølge Reuters sagde Schumer, at der er brug for mere tid til at finde en amerikansk køber til appen, men at sikkerhedsrisikoen er for høj til at blive ignoreret.

TikToks direktør, singaporeanske Schou Zi Chew, forventes at deltage i Donald Trumps indsættelse til præsidentposten 20. januar.

Her skal han angiveligt sidde sammen med andre højt profilerede gæster, som er inviterede af Trump. Det oplyser en unavngiven kilde til Reuters.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden