Verden

Trumps forsvarsminister afviser at USA har forrådt Ukraine

Mens USA tilsyneladende forhandler fred uden om Ukraine, så afviser Pete Hegseth, at USA forråder Ukraine.

USA er det land, der har givet mest til Ukraine for at få stabiliseret frontlinjerne, siger USA's forsvarsminister Pete Hegseth efter bekymring for, at USA er ved at afgive ukrainsk territorium og forhandle fred uden om Ukraine.
USA er det land, der har givet mest til Ukraine for at få stabiliseret frontlinjerne, siger USA's forsvarsminister Pete Hegseth efter bekymring for, at USA er ved at afgive ukrainsk territorium og forhandle fred uden om Ukraine. Simon Wohlfahrt/Ritzau Scanpix

USA har ikke forrådt Ukraine med meldinger om, at landet må opgive territorium for fred fulgt op med Trumps direkte telefonkontakt til Putin.

Det siger USA's forsvarsminister, Pete Hegseth, på vej ind til Nato-forsvarsminister torsdag i Bruxelles.

- Det er bestemt ikke et forræderi. Som jeg sagde til vores allierede i går, så anerkender vi det utrolige engagement, der er blevet lagt for dagen gennem mange år.

- Og ingen lande har givet mere til Ukraine end USA. USA har investeret mere end 300 milliarder dollar i at stabilisere frontlinjerne efter Ruslands aggression. Der er ikke noget forræderi der, siger Pete Hegseth.

Han mener, at USA og "hele verden" er interesseret i en forhandlet fred, som "stopper drabene".

- Det vil kræve, at begge parter anerkender ting, de ikke ønsker at anerkende.

- Derfor er verden heldig med at have præsident Trump. Det er kun ham, der i dette øjeblik kan få parterne til at mødes og skabe fred, siger Pete Hegseth.

Onsdag kom Pete Hegseth med en række nedslående meldinger til Ukraine, som har skabt bekymring blandt europæiske Nato-lande.

Ud over meldingen om, at Ukraine må opgive territorium til Rusland, fastslog den amerikanske forsvarsminister, at Ukraine også må opgive drømmen om Nato-medlemskab som del af fredsaftale.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden