Tunesiens præsident beordrer folkeafstemning om ny forfatning
Præsident vil redde Tunesien fra lang politisk krise, men modstandere siger, at han er i gang med et statskup.

Tunesiens præsident, Kais Saied, beskyldes af modstandere for at være i gang med et statskup. (Arkivfoto). Zoubeir Souissi/Reuters
Tunesiens præsident, Kais Saied, har onsdag kaldt landets vælgere til folkeafstemning om en ny forfatning den 25. juli.
Det fremgår af landets trykte statstidende.
Dermed har præsidenten ignoreret oppositionens krav om ikke at gennemføre det kontroversielle træk.
Præsident Saied udnævnte i sidste uge juraprofessoren Sadok Belaid til at lede en gruppe intellektuelle inden for jura og statskundskab i et udvalg, der har fået til opgave at udforme en ny forfatning.
Præsidenten har i samme ombæring udelukket Tunesiens politiske partier fra at tage del i processen.
Landets førende partier har siden sagt, at de vil boykotte "den ensidige omstrukturering af det politiske system".
Tunesiens magtfulde fagforening UGTT har også nægtet en invitation fra præsidenten om at tage del i en begrænset dialog om den nye forfatning.
I stedet har fagforeningen varslet, at den vil opfordre til national strejke blandt landets statslige virksomheder.
Sadok Belaid sagde tidligere onsdag, at hans udvalg vil fortsætte med at arbejde på den nye forfatning, uanset hvem der sidder i det.
Udmeldingen kom, efter at en række prominente akademikere har nægtet at være en del af udvalget.
Situationen har skabt bekymring omkring, at der ikke vil være bred opbakning til det kommende politiske system.
Ifølge det trykte statstidende vil det eneste spørgsmål til folkeafstemningen 25. juli være, om folk kan acceptere den nye forfatning.
Valgstederne vil være åbne fra klokken 06.00 til klokken 22.00.
Præsident Kais Saied, der kom til magten i oktober 2019 og i marts opløste landets parlament, har sagt, at han planlægger at erstatte Tunesiens demokratiske forfatning fra 2014 med en ny og indkalde til parlamentsvalg i december.
Saieds modstandere beskylder ham for at være i gang med et statskup. Ifølge dem har præsidenten undermineret de demokratiske fremskridt, som den tunesiske revolution og Det Arabiske Forår i 2011 satte gang i.
Omvendt siger præsidenten, at han er i gang med at redde landet fra en årelang politisk krise.
/ritzau/Reuters
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.