Tunesisk oppositionspolitiker tilbageholdt af terrorpoliti

Tunesiens tidligere premierminister Ali Laarayedh bliver tilbageholdt af landets politis antiterrorenhed.

Ali Laarayedh (til højre i billedet), Tunesiens tidligere premierminister, er blevet tilbageholdt af politiet. (Arkivfoto). <i>Str/Ritzau Scanpix</i>

Ali Laarayedh (til højre i billedet), Tunesiens tidligere premierminister, er blevet tilbageholdt af politiet. (Arkivfoto). Str/Ritzau Scanpix

Det tunesiske politis terrorenhed mistænker nu endnu en tunesisk oppositionspolitiker for terror.

Denne gang drejer det sig om Ali Laarayedh. Han var premierminister i det nordafrikanske land mellem 2013 og 2014.

Hans advokat oplyser, at han tilbageholdes af terrorenheden.

Den tidligere premierminister har stadig en rolle i Ennahda, landets største politiske parti.

Ennahda ligger i konflikt med Tunesiens præsident, Kais Saied. Præsidenten har på godt et år formået at tage kontrol over landets domstole og fyre både parlamentet og regeringen.

Han har også fået indført en ny grundlov, som i højere grad samler magten om ham selv.

Ennahdas politiske leder, 81-årige Rached Ghannouchi, som også var formand for parlamentet, bliver i øjeblikket efterforsket for terrorstøtte.

Partiet og arbejderbevægelsen i Tunesien har anklaget Saied for at være i gang med at kuppe sig til magten i landet.

En mindre gruppe demonstranter havde desuden samlet sig uden for politistationen for at protestere mod afhøringerne af Ghannouchi.

- Politistaten er slut. Vi er med dig, Ghannouchi, råbte flere af dem. Andre nøjedes med at råbe "frihed".

Ifølge Ghannouchis advokat bliver de to politikere afhørt, fordi der er mistanke om, at de har "sendt jihadister til Syrien". De to politikere og resten af Ennahda hævder, at anklagerne er grundløse.

Sikkerhedskilder og officielle kilder i Tunesien anslår, at omkring 6000 tunesere i det seneste årti er rejst til Syrien og Irak for at slutte sig til militære islamistiske grupper som for eksempel Islamisk Stat.

Laarayedh har tidligere sagt, at han ikke har haft noget med det at gøre. Tværtimod.

- Jeg var imod denne tendens, og jeg indførte tiltag, som skulle forhindre det, har han sagt.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.