Tunge profiler går efter at tage over efter Boris Johnson

Ministre på store poster har lørdag kastet sig ind i ræset om at erstatte Boris Johnson som premierminister.

Finansminister Nadhim Zahawi vil skabe ro og stabilisere økonomien, fortæller han til avisen The Evening Standard, hvor han har meddelt, at han stiller op. (Arkivfoto). <i>Daniel Leal/Ritzau Scanpix</i>

Finansminister Nadhim Zahawi vil skabe ro og stabilisere økonomien, fortæller han til avisen The Evening Standard, hvor han har meddelt, at han stiller op. (Arkivfoto). Daniel Leal/Ritzau Scanpix

Tre konservative profiler har lørdag meldt sig ind i kampen om at blive Storbritanniens næste premierminister.

Den nyligt udpegede finansminister Nadhim Zahawi går efter at afløse Boris Johnson som leder for Det Konservative Parti og dermed også overtage premierministerposten efter Johnson.

Udenrigsminister Liz Truss meldes lørdag også at have smidt sit navn i hatten.

Derudover har transportminister Grant Shapps meldt sit kandidatur. Det skriver flere britiske medier.

Zahawi vil skabe ro og stabilisere økonomien, fortæller han til avisen The Evening Standard, hvor han har meddelt, at han stiller op.

Grant Shapps, som har været en af Johnsons loyale støtter, har været transportminister, siden Boris Johnson blev premierminister i 2019.

Han siger til avisen Sunday Times, at hans mål er at håndtere de stigende leveomkostninger.

Han vil, hvis han får posten, blandt andet gå efter at sænke skatten for de mest sårbare og give støtte til selskaber, der er hårdt ramt af højere energipriser.

Udenrigsminister Liz Truss vil som leder byde på "klassiske konservative principper", skriver avisen Mail om Sunday. Ifølge avisen vil hun officielt meddele sit kandidatur mandag.

Hun vil som premierminister blandt andet skære i selskabsskatten og introducere tiltag for at håndtere højere leveomkostninger, skriver avisen.

Inklusive Truss er der foreløbig syv kandidater til formandsposten i partiet, hvortil premierministerposten altså også følger.

De andre kandidater tæller blandt andre tidligere finansminister Rishi Sunak og mindre fremtrædende konservative som Kemi Badenoch og Tom Tugendhat.

Boris Johnson har på forhånd lovet, at han vil støtte personen, der tager over efter ham.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden