Tusindvis af japanere søger ly for farlig tyfon

Tre millioner mennesker anbefales at søge tilflugt fra tyfonen Nanmadol, der har udsigt til at ramme landet.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

I Japan er tusindvis af mennesker blevet evakueret i den sydvestlige del af landet søndag.

Det skyldes, at en kraftig tyfon er på vej mod regionen, skriver nyhedsbureauet AFP.

Myndighederne har opfordret næsten tre millioner indbyggere til at lade sig evakuere.

Det japanske meteorologiske institut (JMA) har udsendt en "speciel advarsel". Sådan en bliver udsendt ved sjældne vejrforhold, der kun ses én gang på flere årtier.

Søndag morgen var knap 26.000 husstande i regionen Kagoshimasamt naboregionen Miyazaki uden strøm. Lokale flyruter, færger og togforbindelser er også aflyst, til tyfonen er drevet forbi, oplyser de lokale myndigheder.

JMA har advaret mod, at regionen kan opleve "hidtil uset" farligt vejr fra blandt andet stærke vinde.

- Maksimal forsigtighed er nødvendig, siger Ryuta Kurora, der står i spidsen for instituttet lørdag. Det er en meget farlig tyfon.

- Vinden bliver så kraftig, at nogle huse kan kollapse, siger Ryuta Kurora, der også advarer mod oversvømmelser og jordskred.

Evakueringsanbefalingerne beder folk om at søge ly i bygninger, der kan modstå ekstremt vejr.

Det er dog ikke påtvunget at forlade sit hjem. Ved tidligere tilfælde af ekstremt vejr har de japanske myndigheder haft svært ved at overtale indbyggere til at søge tilflugt hurtigt nok.

Lige nu er det sæson for tyfoner i Japan, og landet rammes normalt af flere hvert år. Det er heller ikke unormalt at landet oplever kraftige regnmængder, der fører til jordskred.

I 2019 mistede mere end 100 personer livet, da tyfonen Hagibis stormede ind over Japan.

Året før det kostede en anden tyfon 14 mennesker livet. Mere end 200 mennesker døde i 2018 i forbindelse med jordskred efter massive mængder regn.

Forskere siger, at klimaforandringer øger styrken og hyppigheden af ekstremt vejr såsom hedebølger, tørker, storm og oversvømmelser.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.