Tusindvis af migranter stormer grænsen til spansk enklave

Med hækkesakse klippede migranter hul i grænsehegn for at komme ind til den spanske enklave Melilla.

Migranter forsøger at komme over et hegn ind til Melilla 24. juni. <i>Javier Bernardo/Ritzau Scanpix</i>

Migranter forsøger at komme over et hegn ind til Melilla 24. juni. Javier Bernardo/Ritzau Scanpix

Omkring 2000 migranter har fredag forsøgt at storme et grænsehegn mellem den spanske enklave Melilla og Marokko.

Det oplyser den spanske regerings lokale delegation i Melilla i en meddelelse.

Det er det første større forsøg på at krydse grænsen, siden Marokko og Spanien i marts gjorde en ende på en diplomatisk krise.

Ceuta og Melilla er de eneste EU-landområder, der har en landegrænse på det afrikanske fastland. Det har gjort forsøg på at krydse grænsen dertil meget hyppige.

Omkring 2000 mennesker fandt vej til grænsen tidligt fredag morgen, og over 500 lykkedes med at komme hen til grænsekontrollens område. Det skete, efter at de havde klippet hul i et hegn med hækkesakse.

I alt lykkedes det 130 migranter at komme ind i Melilla. Ifølge spanske myndigheder var de alle voksne mænd.

Marokko indsatte et "større antal" styrker for at afvise migranterne. De arbejdede "aktivt" sammen med de spanske sikkerhedsstyrker, oplyser den spanske delegation.

Billeder i spanske medier viser udmattede migranter, som ligger på fortovet i Melilla - nogle med blodige hænder og forrevent tøj.

I marts i år afsluttede Spanien og Marokko en diplomatisk krise. Striden blev bilagt, efter at Spanien udtrykte opbakning til Marokkos plan for Vestsahara, som har været genstand for en strid.

Vestsahara var en spansk koloni frem til 1975. Da spanierne trak sig ud af kolonien, besatte Marokko og Mauretanien området. Siden har Mauretanien forladt området, men Marokko kontrollerer stadig størstedelen af Vestsahara.

Den marokkanske regering ønsker et begrænset selvstyre i Vestsahara med omfattende marokkansk kontrol.

Imens kæmper bevægelsen Polisario for selvstændighed for Vestsahara.

Den nu bilagte strid mellem Spanien og Marokko skyldtes, at det nordafrikanske land var fortørnet over, at Spanien angiveligt havde ladet lederen af Polisario-bevægelsen, Brahim Ghali, rejse ind i landet i midten af april.

Samlet bor der omkring 150.000 mennesker i de to små spanske territorier.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.