Tusindvis af tyske lejere skal indstille sig på kølige nætter

Høje energipriser får Tysklands største udlejer af boliger til at skrue ned for varmen i nattetimerne.

Mange tyske lejere skal indstille sig på, at de i nattetimerne kun kan skrue varmen op til 17 grader. (Arkivfoto) <i>Hendrik Schmidt/Ritzau Scanpix</i>

Mange tyske lejere skal indstille sig på, at de i nattetimerne kun kan skrue varmen op til 17 grader. (Arkivfoto) Hendrik Schmidt/Ritzau Scanpix

Tysklands største udlejer af boliger, Vonovia, vil skrue ned for temperaturen om natten i mange af dens 490.000 lejligheder for at spare på energien.

Det sker, samtidig med at Tyskland forbereder sig på en mulig nedgang i leverancerne af naturgas fra Rusland.

I tidsrummet fra klokken 23.00 til 06.00 vil temperaturen være på 17 grader. Om dagen og i aftentimerne kan lejerne skrue op og ned for varmen, som de ønsker, og den natlige rationering vil ikke påvirke forsyningen af varmt vand.

Tiltaget ventes at mindske udgifterne til opvarmning med otte procent, oplyser Vonovia.

Planen vil blive udrullet gradvist over de næste måneder og være fuldt på plads til efteråret.

Krigen i Ukraine har medvirket til kraftige prisstigninger på energi.

Vonovia har på den baggrund informeret sine lejere om, at deres varmeregninger for 2022 kan blive langt højere end i tidligere år.

I juni sagde Vonovias topchef, Rolf Buch, at han forventer, at de høje energipriser vil udløse yderligere varmeregninger for lejerne svarende til op til to måneders husleje.

Tyskland får en stor andel af sit energibehov dækket af naturgas, og omkring halvdelen kommer fra Rusland.

Rusland reducerede for nylig leverancerne til Tyskland via gasledningen Nord Stream 1 markant.

De mindskede forsyninger er led i et politisk angreb orkestreret af Ruslands præsident, Vladimir Putin, sagde Tysklands økonomiminister, Robert Habeck, i slutningen af juni.

- Reduktionen i gasforsyninger fra Rusland er et økonomisk angreb på os fra Putin.

Robert Habeck opfordrede derfor alle i Tyskland til at spare på gassen.

- Nationen må stå sammen om at få fyldt lagrene frem mod vinteren, sagde han.

Den tyske regering har siden marts haft en gasnødplan på plads. I juni gik Tyskland til trin to af nødplanen - alarmfasen - på grund af de høje priser og de mindskede forsyninger fra Rusland.

Den anden fase blev indført, fordi regeringen i Berlin ser høj risiko for mangel på gasforsyninger på lang sigt. I en eventuel fase tre vil regeringen begynde at rationere energiforbruget.

/ritzau/dpa

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.