Verden

Tyfon går i land i Vietnam: Mindst 12 døde

17 fiskere meldes savnet i Vietnam, der er ramt af oversvømmelser og kraftig regn med tyfonen Bualoi.

Billede fra søndag i Nghe An-provinsen i Vietnam, hvor Bualoi natten til mandag er gået i land.
Billede fra søndag i Nghe An-provinsen i Vietnam, hvor Bualoi natten til mandag er gået i land. Thinh Nguyen/Reuters

Opdateret kl. 12:14

Tyfonen Bualoi ramte natten til mandag den nordlige del af det centrale Vietnam.

Her er huse og elnettet blevet beskadiget, og mindst 12 personer er ifølge lokale myndigheder omkommet.

Det skriver flere nyhedsbureauer herunder AFP.

17 fiskere meldes desuden savnet, efter at tyfonen har sendt oversvømmelser og voldsom regn ind over landet.

Tyfonen befandt sig omkring klokken 03 natten til mandag over provinsen Nghe An i det nordlige Vietnam.

Her havde den en vindstyrke på 88 kilometer i timen. Dens vindstyrke var dermed aftaget, efter at den tidligere på natten lå på 117 kilometer i timen, oplyste landets nationale meteorologiske agentur.

Mandag middag dansk tid har stormen mistet mere af sin kraft og er krydset ind i nabolandet Laos.

Inden Bualoi gik i land i Vietnam, havde den i flere timer bevæget sig langs landets kystlinje, hvilket skabte bølger på op til otte meter, lyder det fra agenturet.

Før Bualoi ramte, evakuerede landets regering flere end 28.500 personer. Hundredvis af flyvninger er desuden blevet aflyst eller forsinket, efter at fire lufthavne i provinser i det centrale Vietnam er blevet lukket.

Tyfon og orkan er begge navne for tropiske cykloner, som er roterende vejrsystemer, der dannes over varme havområder.

Bualoi har sendt voldsom regn ind over det meste af Vietnam siden lørdag. Myndighederne har tidligere advaret om risiko for oversvømmelser og jordskred.

Ifølge det meteorologiske agentur viser prognoser, at der flere steder i landet vil falde op til 500 millimeters regn fra søndag aften til tirsdag.

Før tyfonen kom til Vietnam, hærgede den Filippinerne i sidste uge. 400.000 mennesker blev evakueret som følge af stormen der, skriver AFP.

En embedsmand fra det filippinske civilforsvar oplyser mandag ifølge nyhedsbureauet, at dødstallet i Filippinerne er mere end fordoblet til 24.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden