Tyrkisk inflation når højeste niveau i over to årtier

Oppositionen i Tyrkiet beskylder regeringen og myndighederne for at dække over de reelle inflationstal.

Erdogans inflationspolitik har mildest talt ikke ført til udelt begejstring blandt økonomer. (Arkivfoto). <i>Susana Vera/Reuters</i>

Erdogans inflationspolitik har mildest talt ikke ført til udelt begejstring blandt økonomer. (Arkivfoto). Susana Vera/Reuters

Inflationen i Tyrkiet fortsætter på et tårnhøjt niveau.

Den tyrkiske inflation er oppe på 78,6 procent set på årsbasis, hvilket er det højeste niveau i 24 år, men dog en lidt lavere stigning, end analytikere havde forventet.

Det oplyser landets statistikbureau mandag.

I maj var inflationen på 73,5 procent set i forhold til maj sidste år, og for juni er den altså oppe på 78,6 procent set i forhold til samme måned sidste år.

Særligt priserne på transport og fødevarer er steget i juni.

Oppositionen i landet beskylder regeringen og myndighederne for at dække over den reelle inflation. Inflationsforskningsgruppen Enag, som har base i Istanbul, sætter inflation i juni måned til svimlende 175,55 procent set på årsbasis.

Gruppen har løbende hævdet, at inflationen er væsentligt højere end de officielle tal, hvilket regeringen afviser.

Den tyrkiske inflationskrise er drevet af en række faktorer.

Igennem længere har tid den svage tyrkiske lira resulteret i prisstigninger, da importerede varer dermed bliver dyrere.

Derudover stiger priserne på en række råvarer, hvilket ikke mindst skyldes Ruslands invasion af Ukraine.

Og så gør den tyrkiske centralbank ifølge flere økonomer ikke nok for at modvirke inflationen.

Centralbanken har generelt fulgt præsident Recep Tayip Erdogans linje. Han har på kontroversiel vis presset på for at holde renten nede.

De fleste økonomer mener ellers, at det kræver højere renter, hvis inflationen skal ned.

Senest fredag "lovede" økonomiminister Nureddin Nebati, at forbrugerpriserne vil begynde at falde i december.

Centralbanken holder sit næste rentemøde 21. juli ifølge erhvervsmediet Bloomberg. Dens næste inflationsrapport vil blive offentliggjort 28. juli.

/ritzau/dpa

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden