Verden

Tysk kansler: EU og Ukraine skal sikre USA's fortsatte støtte

Ukraine er afhængig af USA's opbakning. Det siger Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, inden EU-topmøde.

For at Europa og Ukraine kan forsvare sig selv, er det vigtigt at opruste forsvaret på både europæisk og nationalt plan. Det mener den tyske forbundskansler, Olaf Scholz.
For at Europa og Ukraine kan forsvare sig selv, er det vigtigt at opruste forsvaret på både europæisk og nationalt plan. Det mener den tyske forbundskansler, Olaf Scholz. Stephanie Lecocq/Reuters

Opdateret kl. 13:43

Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, siger, at EU ikke må opgive håbet om opbakning fra USA.

- Det må være vores vigtigste opgave i de kommende dage. Det burde også være Ukraines mål, siger han inden EU-topmødet i Bruxelles.

- Vi skal med et kløgtigt og koldt hoved sikre, at vi bliver ved med at have USA's opbakning i de kommende uger og år. For Ukraine har også brug for deres opbakning, siger han.

Samtidig bakker Scholz op om, at Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, "kan forestille sig foreløbigt at lade våbnene tie".

Han peger på, at det er vigtigt, at processen til fred i Ukraine sikrer et selvstændigt og demokratisk Ukraine, og at det ikke bliver en påtvungen fred.

- Det vigtigste er, at vi kan løfte opgaven sammen. Både på europæisk plan og på nationalt plan skal vi sørge for, at Europa kan forsvare sig, siger Olaf Scholz.

Derudover siger han, at Tysklands modstand til fælles europæisk gæld på forsvarsområdet ikke vil ændre sig.

Europa skal ifølge ham have evnen til at forsvare sig selv også på lang sigt. En vigtig del af, at Ukraine kan forsvare sig selv, er, at Ukraine også har en stærk hær i fredstider.

Det mener Olaf Scholz.

Han italesætter også, at Tyskland er i gang med en proces om at øge forsvarsudgifterne ved at ændre den tyske grundlov.

Tidligere på ugen offentliggjorde den muligvis kommende tyske kansler Friedrich Merz fra konservative CDU sammen med Olaf Scholz' parti, SPD, en plan om at lempe den såkaldte gældsbremse.

- Det er godt, at vi har nået en fælle forståelse af, at vi bliver nødt til at bruge flere penge for at sikre os i fremtiden, siger Olaf Scholz inden EU-topmødet om forslaget.

Han er ikke selv en del af de løbende forhandlingerne mellem CDU og SPD om en mulig regeringsdannelse.

Afslutningsvist kommenterer Scholz på toldtruslerne fra USA.

- Europa er verdens stærkeste økonomiske område. Derfor er det vigtigt, at vi handler samlet og bestemt, siger den tyske kansler.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden