Tysk officer dømt for planlagt angreb forklædt som flygtning

I sin planlægning af et terrorangreb udgav en nu dømt mand sig for at være en frugtsælger fra Damaskus.

En tysk officer er blevet dømt for at have haft planer om at angribe en eller flere tyske politikere forklædt som syrisk flygtning. (Arkivfoto). <i>Thomas Lohnes/Ritzau Scanpix</i>

En tysk officer er blevet dømt for at have haft planer om at angribe en eller flere tyske politikere forklædt som syrisk flygtning. (Arkivfoto). Thomas Lohnes/Ritzau Scanpix

En tysk officer er blevet idømt fem et halvt års fængsel for sine planer om at angribe en eller flere tyske politikere forklædt som syrisk flygtning.

Den omfattende sag har rystet mange politikere og sat i gang i en debat om højreradikalisme i det tyske militær.

Den 32-årige mand, der kun er identificeret som Franco A., er dømt for at påtage sig en falsk identitet og for at ville udføre et angreb, som flygtninge eller indvandrere ville få skylden for.

Ifølge anklagemyndigheden stjal den nu dømte mand ammunition fra det tyske militær. Blandt hans mulige ofre var den tyske udenrigsminister Heiko Maas og kulturminister Claudia Rath.

Franco A. blev anholdt i 2017, da han forsøgte at få fat på en ladt pistol, som han havde gemt på et toilet i lufthavnen efter en officersfest.

I 2016 indgav Franco A. en ansøgning om asyl under et syrisk navn, som han havde opdigtet.

Med sit alias, David Benjamin, lykkedes det ham at narre myndighederne til at give ham en midlertidig opholdstilladelse i forbundsrepublikken.

Året før var omkring 890.000 flygtninge kommet til landet, overvejende fra Syrien, Irak og Afghanistan.

Det var planen, at myndighederne skulle finde en pistol med fingeraftryk, som kunne kobles sammen med en syrisk flygtning.

Franco A. poserede som en fransktalende flygtning, som ikke kunne et ord tysk. Han pendlede til Tyskland for at spille sin rolle, når han ikke var på en kaserne i Frankrig, hvor han gjorde tjeneste i den fransk-tyske brigade.

Efter hans anholdelse blev der fundet svastikaer (hagekors) og anden memorabilia fra krigstiden på basen i Illkirch i den bizarre sag, der bragte flygtningekrisen i 2015 i fokus.

I sin planlægning udgav officeren sig for at være en frugtsælger fra Damaskus. Han fik asyl i sit eget land og en plads i et center samt 409 euro om måneden (knap 5300 kroner), selv om han ikke talte arabisk.

Hans handlinger har blotlagt en til tider kaotisk håndtering af de mere end én million asylansøgere, som kom til forbundsrepublikken i 2015.

/ritzau/Reuters/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.