Tysk udenrigsministerium: Putin er skyld i sultkrise i Afrika

Putin skal mødes med Den Afrikanske Unions formand, Senegals præsident, Macky Sall, i Sotji sent fredag.

I Hviderusland siger præsident Alexandr Lukasjenko, at han vil tillade, at korn fra Ukraine transporteres gennem hans land til havne i Østersøen, hvis hviderusserne også får lov til at transportere varer fra disse havne. <i>Sputnik/Reuters</i>

I Hviderusland siger præsident Alexandr Lukasjenko, at han vil tillade, at korn fra Ukraine transporteres gennem hans land til havne i Østersøen, hvis hviderusserne også får lov til at transportere varer fra disse havne. Sputnik/Reuters

Den tyske regering fordømmer i stærke vendinger Ruslands præsident, Vladimir Putin, for at forsøge at give indtryk af, at det er Vesten, som forvolder en fødevarekrise i Afrika.

- Vi er nødt til at understrege, at den kendsgerning, at der er risiko for sult i dele af verden, og at nogle lande er afskåret fra at modtage korneksport, er en konsekvens af den russiske aggressionskrig og ikke af vestlige sanktioner, siger en talsperson fra det tyske udenrigsministerium.

Forinden var det fra russisk side blevet meddelt, at Putin vil drøfte fødevarekrisen med formanden for Den Afrikanske Union og give ham en "udtømmende" forklaring på, hvad der virkelig sker med Ukraines korn.

Putin skal ifølge Kreml mødes med Den Afrikanske Unions (AU) formand, Senegals præsident, Macky Sall, i Sotji sent fredag.

AU siger, at de afrikanske lande vil understrege over for Putin, at Afrika er offer for madmangel.

I Hviderusland siger præsident Alexandr Lukasjenko, at han vil tillade, at korn fra Ukraine transporteres gennem hans land til havne i Østersøen, hvis hviderusserne får lov til at transportere varer fra disse havne.

Denne mulighed er blevet drøftet af Lukasjenko og FN's generalsekretær, António Guterres.

Hviderusland er underlagt sanktioner fra Vesten.

En talsmand for den russiske ledelse i Moskva, Dmitrij Peskov, sagde tidligere i denne uge, at verden er på randen af en meget dyb krise, når det gælder mangel på fødevarer.

Putin sagde mandag, at Rusland er villig til at lette eksporten af russisk kunstgødning og eksport af hvede fra Ukraine gennem Sortehavet. Men det er på betingelse af, at sanktionerne mod Rusland bliver lempet.

Det fremgik af et referat af et møde, som Putin havde med Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan.

I Rom appellerede pave Frans onsdag til, at korn ikke bliver brugt som afpresningsmiddel i krig.

- En blokade af hvedeeksport fra Ukraine giver anledning til dyb bekymring. Millioner af menneskeliv er på spil. Navnlig i de fattigste lande, sagde paven.

- Brug ikke hvede, en basal fødevare, som et våben i krig.

Ud over død og ødelæggelse i Ukraine har den russiske invasion af landet og Vestens forsøg på at isolere Rusland sendt priserne på korn i vejret.

Det samme gælder priserne på madolie, kunstgødning og energi, hvilket har mange negative følger for den globale økonomi.

Landbrugslandet Ukraine, som engang var kendt som "Sovjetunionens kornkammer" forsøger desperat at eksportere store mængder korn via veje, floder og jernbaner for at dæmpe krisen.

Men så længe, russerne har blokeret Ukraines havne i Sortehavet, kommer kornet ingen vegne, siger kilder i ukrainsk landbrug.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden