Tyske forbrugerpriser fortsætter deres himmelflugt
Økonomiske prognoser peger entydigt på, at tysk økonomi vil gå i bakgear mod slutningen af året, siger økonom.
Opdateret kl. 17:12
De tyske forbrugerpriser er i oktober 10,4 procent højere end i samme måned sidste år.
Det viser en foreløbig opgørelse fredag.
Stigningen i forbrugerpriserne - også kaldet inflation - er både svimlende og historiske. Det skriver Tore Stramer, cheføkonom hos Dansk Erhverv, i en kommentar.
- Der er tale om den højeste inflation, der er registreret i Tyskland siden slutningen af 1951 - altså i over 70 år. Det er en vanvittig høj inflation, der med al tydelighed viser, at inflationskrisen har bidt sig godt og grundigt fast i den tyske økonomi.
- Selv om inflationen ikke længere tiltager i samme omfang som tidligere, så kan den i Europas største økonomi langt fra siges at være under kontrol, lyder det.
I september lå inflationen i Tyskland på ti procent.
De stigende forbrugerpriser syd for Danmarks grænse er fortsat drevet af energipriserne, der er skudt i vejret det seneste år.
Det vurderer Bjørn Tangaa Sillemann, senioranalytiker i Danske Bank, i en skriftlig kommentar.
- At inflationen ikke er steget endnu mere afspejler, at gennemslaget af de høje energipriser rammer forbrugere med stor forsinkelse, fordi tyske forbrugere i høj grad har fastprisaftaler, lyder det.
- Hvis el- og gaspriserne var steget som i Danmark, ville tysk inflation have været nærmere omkring 15 procent nu, vurderer han.
Ifølge Tore Stramer er de høje prisstigninger i øjeblikket med til at udhule tyskernes købekraft voldsomt, og det vil forventeligt udløse en regulær recession, skriver han.
- De økonomiske prognoser peger entydigt på, at tysk økonomi vil gå i bakgear hen mod slutningen af året.
- Spørgsmålet er nu blot, hvor dybt og langvarigt det økonomiske tilbageslag i Tyskland bliver. Et fald i Tysklands bnp (bruttonationalprodukt, red.) i omegnen af to til tre procent kan desværre ikke udelukkes.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.