Tyske meteorologer savner vejrdata fra Ukraine

Tysk vejrmand frygter, at vejrudsigter bliver upålidelige som følge af krigen i Ukraine. DMI er ikke bekymret.

- Vejrstationer kan blive ødelagt i krig, og det er det, vi ser i Ukraine. Derfor kan de jo ikke sende så mange data ud, som de har kunnet tidligere, siger Bolette Brødsgaard, meteorolog ved DMI. Dog mener hun ikke, at det vil påvirke danske vejrudsigter. (Arkivfoto). <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

- Vejrstationer kan blive ødelagt i krig, og det er det, vi ser i Ukraine. Derfor kan de jo ikke sende så mange data ud, som de har kunnet tidligere, siger Bolette Brødsgaard, meteorolog ved DMI. Dog mener hun ikke, at det vil påvirke danske vejrudsigter. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Krigens hærgen i Ukraine har på knap en måned smadret store dele af landet. Også meteorologernes vejr- og observationsstationer er blevet ødelagt i kampene.

Det får tyske meteorologer til at frygte, at vejrudsigterne fremover vil være upålidelige. Det skriver nyhedsbureauet dpa.

- For at kunne lave pålidelige vejrprognoser har vi brug for omfattende data. Vi kan ikke arbejde ordentligt, hvis der er blinde vinkler, siger Clemens Simmer, der er leder af Tyske Meteorologers Sammenslutning i en kommentar til dpa.

Som følge af de mange sanktioner mod Rusland efter invasionen i Ukraine er mange af landets kommunikationskanaler blevet lukket.

Indtil videre kommer der fortsat vejrdata fra Rusland og dele af Ukraine, som ikke oplever voldsomme kampe, gennem en kommunikationskanal etableret af FN. Det skriver dpa.

Bolette Brødsgaard, der er meteorolog ved danske DMI tager det dog mere roligt end sin tyske kollega.

- Uanset krig eller andet må vi ikke tilbageholde de her oplysninger, og det gør landene heller ikke. Det vil sige, at vi vil blive ved med at få meteorologisk data fra for eksempel Rusland, siger hun og fortsætter:

- Vejrstationer kan blive ødelagt i krig, og det er det, vi ser i Ukraine. Derfor kan de jo ikke sende så mange data ud, som de har kunnet tidligere. Og det vil påvirke vejrudsigterne, afhængigt af hvor man ligger i verden, og hvorfra vinden blæser.

Men ifølge Bolette Brødsgaard vil det ikke have den store påvirkning på danske vejrudsigter. Det skyldes både Danmarks geografiske placering og de typiske vejrmønstre.

- Danmark ligger typisk i et vestenvindsbælte, så vi får det meste af vores vejr vest fra. Og nogle gange også lidt østfra. Men det er meget, meget, meget sjældent, at det kommer nede fra Ukraine, siger hun.

Lande, der kan risikere at være påvirket af de begrænsede vejrdata fra krigszonen, er landene vest for Ukraine. Ifølge Bolette Brødsgaard kan det gøre vejrprognoser, der er længere fremme end to døgn mere upræcise.

Men hun forventer ikke, at det vil blive et omfattende problem.

- Som følge af den teknologiske udvikling får vi meget data fra satellitter, og derfor er man ikke så sårbare længere, når observationsstationerne på jorden ikke virker, siger Bolette Brødsgaard.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.