Verden

Tyskland efterforsker fund af drone med sprængstof i lufthavn

Flere hændelser i og nær lufthavnen Leipzig/Halle er under efterforskning i Tyskland.

En betjent i beskyttelsesudstyr og en robot til desarmering ses i lufthavnen i Halle onsdag.
En betjent i beskyttelsesudstyr og en robot til desarmering ses i lufthavnen i Halle onsdag. Axel Schmidt/Reuters

Opdateret kl. 17:05

Tyske antiterrorefterforskere undersøger onsdag en hændelse, hvor en drone med sprængstof blev fundet i lufthavnen Leipzig/Halle i løbet af natten.

Fundet af dronen med sprængstof førte til, at dele af, hvad der er et af Europas største fragtknudepunkter, blev lukket.

Specialister fra tysk politi har siden desarmeret dronen, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Samtidig efterforskes en hændelse, hvor et fragtfly ramte et ukendt objekt tæt på Leipzig/Halle-lufthavnen, som ligger i det østlige Tyskland.

Flyet ramte objektet, efter at det var blevet omdirigeret fra lufthavnen.

Det var ansatte i lufthavnen, som fandt dronen i et fragtområde med begrænset adgang nær den sydlige start- og landingsbane.

Flere flyvninger blev suspenderet, og adskillige fly måtte omdirigeres.

Ifølge myndighederne var der ikke nogen fare for passagerer eller lufthavnsansatte.

Driften var i vidt omfang genoptaget i løbet af morgenen, lyder det.

Den tyske avis Bild skriver, at dronen i Leipzig blev fundet umiddelbart i nærheden af et ukrainsk Antonov-fragtfly.

Den tyske indenrigsminister, Alexander Dobrindt, skal deltage i et hasteindkaldt møde med ledere af de tyske sikkerhedstjenester onsdag aften.

Det omdirigerede fly ramte det uidentificerede objekt, mens det var i gang med opstigningen væk fra lufthavnen. Der blev kun registreret mindre skader på flyet, efter at det landede i Hannover, siger myndighederne.

En kilde med viden om hændelsen siger, at flyet tilhørte fragtselskabet DHL.

Europæiske sikkerhedstjenester har efterforsket en række hændelser med pakker med sprængstof, som gik i brand i 2024.

Nogle af pakkerne blev fundet ved et DHL-lager i Leipzig og i fragtforsendelser på vej på tværs af Europa.

RITZAU/Reuters

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden