Verden

Tyskland slår ny varmerekord med over 29 grader om natten

I delstaten Sachsen i det østlige Tyskland kom temperaturen ikke under 29,4 grader natten til søndag.

Politiet brugte lørdag en vandkanon til at sprøjte vand ud over pladsen ved Brandenburger Tor i Berlin for at nedkøle turisterne og byens indbyggere.
Politiet brugte lørdag en vandkanon til at sprøjte vand ud over pladsen ved Brandenburger Tor i Berlin for at nedkøle turisterne og byens indbyggere. Axel Schmidt/Reuters

Opdateret kl. 12:09

Natten til søndag blev den hidtil varmeste nat, der nogensinde er dokumenteret i Tyskland.

Her kom termometeret ikke under 29,4 grader på noget tidspunkt på en vejrstation i Kubschütz i delstaten Sachsen, der ligger i det østlige Tyskland.

Det oplyser Tysklands nationale vejrtjeneste (DWD) ifølge det tyske nyhedsbureau dpa og avisen Bild.

De hidtil højeste nattemperaturer i Tyskland blev målt i august 2003, hvor temperaturen ikke på kom under 27,2 grader på en vejrstation i regionen Weinbiet i Rheinland-Pfalz.

Søndagens rekord for nattemperaturen blev sat, efter at der lørdag blev sat rekord for den højeste temperatur målt i Tyskland nogensinde. Her blev der målt 41,5 grader på en vejrstation i delstaten Sachsen-Anhalt.

Meteorolog Karsten Brandt fra vejrtjenesten Donnerwetter.de kalder over for Bild vejrsituationen i Tyskland for "en stille naturkatastrofe".

- Vi oplever lige nu en ekstrem situation. Det er som en stille naturkatastrofe. Ikke kun i Tyskland, men i hele Europa. Man vil senere se, hvor mange mennesker der bliver ofre for varmen.

- Der har allerede været titusindvis af udrykninger i Tyskland, siger meteorologen til Bild.

At varmen kan koste liv, indikeres af en opgørelse, som sundhedsmyndighederne i nabolandet Frankrig har offentliggjort søndag.

Heraf fremgår det, at der de seneste fire dage har været cirka 1000 flere dødsfald i Frankrig, end man normalt ville forvente. Varmen kan især være farlig for ældre og i forvejen svækkede personer.

Søndag er der udsigt til endnu en varm dag i Tyskland.

Den nationale tyske vejrtjeneste forventer ifølge dpa mellem 39 og 41 grader i det østlige og sydøstlige Tyskland.

Og i området op mod grænsen til Polen kan der blive helt op til 42 grader.

Ligesom i Tyskland blev der lørdag sat varmerekord i Danmark. Her blev der målt 36,6 grader nord for Odense, og dermed blev den hidtidige rekord fra august 1975 slået. Dengang blev der målt 36,4 grader i Holstebro.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden