Tyskland vil have åbnet Sortehavets havne for ukrainsk korn

Scholz håber på gennembrud i forhandlinger med Rusland om eksportkorridor for at afværge sultkatastrofe.

Forbundskansler Olaf Scholz, som her ses sammen med den ukrainske præsident, Volodimir Zelenskij, i Kyiv torsdag, har rettet en indtrængende opfordring til Rusland om at lempe den globale fødevarekrise ved åbne blokerede ukrainske havne. <i>Sergei Supinsky/Ritzau Scanpix</i>

Forbundskansler Olaf Scholz, som her ses sammen med den ukrainske præsident, Volodimir Zelenskij, i Kyiv torsdag, har rettet en indtrængende opfordring til Rusland om at lempe den globale fødevarekrise ved åbne blokerede ukrainske havne. Sergei Supinsky/Ritzau Scanpix

Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, retter en indtrængende opfordring til Rusland om at lempe den globale fødevarekrise ved gøre det muligt at eksportere korn fra blokerede ukrainske havne.

- Man må for verdens skyld håbe, at der bliver indgået en aftale, siger Scholz med henvisning til igangværende forhandlinger om at få oprettet en eksportkorridor over Sortehavet, siger Scholz og tilføjer:

- Rusland må gøre sikker passage mulig, og det må samtidig komme med troværdige forsikringer om, at det ikke vil bruge en korridor til en invasion. Det kan ikke være sådan, at skibe med korn forlader ukrainske havne, og russiske krigsskibe sejler ind i havnene.

Den russiske invasion af nabolandet Ukraine sidst i februar skabte store forstyrrelser i kornleverancerne til de internationale markeder. Det har tvunget priserne på fødevarer i vejret, og der truer nu hungersnød i en række lande, som er stærkt afhængige af ukrainsk korn.

FN's generalsekretær, António Guterres, har iværksat bestræbelser på at få oprettet en eksportkorridor.

Fødevarekrisen vil være et af de store emner på G7-topmødet 26. til 28. juni, som Scholz er vært for på luksushotellet Schloss Elmau i Bayern.

FN's Flygtningeorganisation, UNHCR, advarer om, at fødevarekrisen vil tvinge mange flere af verdens fattige på flugt. Organisationen har i maj i år for første gang registreret flere end 100 millioner flygtninge på globalt plan.

/ritzau/dpa

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden