Verden

Udbrud af mæslinger koster to personer livet i USA

Mæslinger har kostet to personer livet i USA, siger sundhedsminister. En af de omkomne var et barn fra Texas.

Den amerikanske delstat Texas er 124 personer blevet konstateret smittet med mæslinger siden begyndelsen af januar. (Arkivfoto).
Den amerikanske delstat Texas er 124 personer blevet konstateret smittet med mæslinger siden begyndelsen af januar. (Arkivfoto). Sebastian Rocandio/Reuters

Opdateret kl. 23:38

To personer har mistet livet i USA efter at være blevet smittet med mæslinger.

Det siger USA's sundhedsminister, Robert F. Kennedy Jr., onsdag ifølge Reuters.

Det er første gang i knap ti år, at personer er døde efter at være blevet smittet med mæslinger i USA. Det skriver BBC.

En at de omkomne er et barn, der ikke var vaccineret mod sygdommen. Det oplyser sundhedsmyndigheder i delstaten Texas, hvor der i øjeblikket er et udbrud af den smitsomme børnesygdom.

Delstaten oplever i øjeblikket det værste udbrud af mæslinger i næsten 30 år.

Mindst 124 personer i den vestlige del af Texas er siden begyndelsen af januar blevet konstateret smittet med sygdommen. Det oplyser sundhedsmyndigheder i delstaten.

De fleste af de smittede er børn og unge under 18 år.

Der er desuden konstateret ni smittetilfælde i den østlige del af delstaten New Mexico, der grænser op til Texas.

I Texas er 18 personer er i øjeblikket indlagt efter at være blevet smittet med mæslinger.

Sundhedsmyndighederne i Texas og i New Mexico oplyser til AFP, at man ikke kender til andre dødsfald udover det ene barn fra Texas.

- Selv om flere mæslingeudbrud i USA ikke har kostet menneskeliv, var det kun et spørgsmål om tid, før det ville ske, siger Amesh Adalja, der er stipendiat på Johns Hopkins University, til AFP.

- Mæslinger koster hvert år over 100.000 mennesker livet på verdensplan. Dødsfaldet bør være en påmindelse om, at der var en god grund til, at man udviklede vaccinen, siger han.

Procentdelen af børn, der er vaccineret, er faldende i USA.

Tendensen er taget til som følge af coronapandemien, hvor folk var skeptiske over for hurtigt udviklede coronavacciner, og hvor der også blev delt mange forkerte informationer om vacciner, skriver AFP.

På landsplan faldt andelen af vaccinerede børn i børnehaveklassen til under 93 procent i USA i skoleåret 2023-2024. Det er under 95 procent, som er målet for USA's Center for Sygdomsbekæmpelse og Forebyggelse (CDC).

Udbruddet i Texas finder sted, på et tidspunkt hvor USA har fået Robert F. Kennedy Jr. som ny sundhedsminister. Han har tidligere og uden belæg kædet vacciner mod blandt andet mæslinger sammen med autisme.

Texas var i 1996 ramt af et mæslingeudbrud, hvor 49 personer blev smittet. Ifølge CDC blev der sidste år registeret 285 tilfælde af mæslingesmitte i USA.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden