Uganda er ramt af første eboladødsfald siden 2019

Det smitsomme og dødelige ebolavirus er tilbage i Uganda. En 24-årig mand er død efter at være blevet smittet.

Ugandas sundhedsministerium har tirsdag bekræftet, at landet har registreret et eboladødsfald for første gang siden 2019. <i>Hajarah Nalwadda/Ritzau Scanpix</i>

Ugandas sundhedsministerium har tirsdag bekræftet, at landet har registreret et eboladødsfald for første gang siden 2019. Hajarah Nalwadda/Ritzau Scanpix

Det østafrikanske land Uganda har registreret sit første dødsfald som følge af smitte med ebolavirus siden 2019.

Det oplyser landets sundhedsministerium tirsdag.

Uganda har i samme ombæring erklæret et ebolaudbrud i landet.

Det er en 24-årig mand fra landets centrale Mubende-distrikt, der har mistet livet. Han begyndte at udvise symptomer og døde herefter.

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO's afrikanske afdeling er der tale om en relativt sjælden ebolavariant, der oprindeligt kendes fra Sudan.

Sundhedsmyndighederne i Uganda er nu ved at undersøge andre dødsfald.

- Der er i øjeblikket otte mistænkelige sager. De personer får behandling på sundhedsfaciliteter, oplyser WHO i Afrika i en udtalelse.

Uganda har senest registreret smitte med den sudanske ebolavariant i 2012. En variant, der kendes fra Den Demokratiske Republik Congo, blev senest registreret i Uganda i 2019.

Ebola udløser diarré, opkast, feber og blødninger. Det smitter via kropsvæsker.

Det yderst smitsomme og dødelige virus kostede over 11.000 mennesker livet under et udbrud i Vestafrika fra 2014 til 2016.

Ifølge WHO i Afrika er Uganda godt rustet til at håndtere et ebolaudbrud.

- Det er ikke fremmed for Uganda at skulle håndtere ebola effektivt. Takket været landets ekspertise er der blevet handlet hurtigt for at opdage virusset.

- Vi kan bruge den viden til at stoppe smittespredningen, siger Matshidiso Moeti, der er den regionale direktør i WHO i Afrika.

WHO oplyser blandt andet, at vaccination af særligt udsatte personer har været yderst effektiv i forhold til at kontrollere spredningen af ebola.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.