korruption

Ukendte mænd forsøger attentat på libysk premierminister

Premierminister Abdulhamid al-Dbeibah slap torsdag uskadt fra attentatforsøg begået af ukendte gerningsmænd.

Libyens premierminister, Abdulhamid al-Dbeibah, var torsdag udsat for et attentatforsøg i Tripoli. (Arkivfoto)
Libyens premierminister, Abdulhamid al-Dbeibah, var torsdag udsat for et attentatforsøg i Tripoli. (Arkivfoto) Hazem Ahmed/Reuters

Libyens premierminister, Abdulhamid al-Dbeibah, har torsdag været udsat for et attentatforsøg i landets hovedstad, Tripoli.

Al-Dbeibahs bil blev ramt af adskillige skud, men premierministeren slap uskadt fra hændelsen. Attentatmændene slap fra gerningsstedet.

Det beretter tv-stationen Al Arabiya ifølge nyhedsbureauet Reuters om.

En kilde tæt på premierministeren oplyser til nyhedsbureauet, at al-Dbeibah var på vej hjem i sin bil, da ukendte gerningsmænd ud af det blå åbnede ild fra en anden bil.

Politiet efterforsker i øjeblikket sagen, men et attentatforsøg vil for alvor forværre situationen i Libyen, hvor al-Dbeibah har sagt, at han vil ignorere parlamentets valg af en ny premierminister torsdag.

Al-Dbeibah kom til magten i marts sidste år, da en FN-støttet regering under navnet Regeringen for National Helhed skulle understøtte opløbet til et demokratisk valg.

Libyen var i mange år ledet af den autoritære leder Muammar Gaddafi, som blev dræbt i 2011.

Valget skulle være fundet sted i december, men det faldt fra hinanden på grund af uenighed om valget. Én af kontroverserne handlede om al-Dbeibah, der annoncerede sit kandidatur til præsidentembedet, selv om han tidligere havde lovet at holde sig ude af valgkampen.

Desuden har al-Dbeibah fået kritik for hans rolle under Gaddafi-styret, sagde den tidligere østrigske forsvarsattaché i Tripoli, Wolfgang Pusztai, til mediet Al Jazeera sidste år.

- Han var chef for Libyens investerings- og udviklingsselskab under Gaddafi, og han var angiveligt involveret i korruption, hvidvask, finansiering af Det Muslimske Broderskab (sunniislamistisk bevægelse, red.), køb af stemmer og så videre, sagde Pusztai til Al Jazeera.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden