Ukraine: Vi ønsker forhandlinger om våbenhvile og fred

Rusland og Ukraine diskuterer tid og sted for mulige forhandlinger, oplyser ukrainsk talsmand.

Ukraine og Rusland diskuterer tid og sted for mulige forhandlinger, oplyser en talsmand for Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij (billedet). <i>Sergei Supinsky/Ritzau Scanpix</i>

Ukraine og Rusland diskuterer tid og sted for mulige forhandlinger, oplyser en talsmand for Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij (billedet). Sergei Supinsky/Ritzau Scanpix

Styret i den ukrainske hovedstad, Kiev, er klar til at tale om våbenhvile og fred.

Det oplyser en talsmand for den ukrainske præsident, Volodimir Zelenskij, i opdatering på sociale medier ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Ukraine var og forbliver klar til at tale om våbenhvile og fred, siger talsmand Sergej Nikiforov.

Derudover oplyser han, at Ukraine og Rusland diskuterer tid og sted for mulige forhandlinger. Det sker, efter at Rusland har invaderet Ukraine.

Rusland har tidligere fredag sagt, at man har tilbudt at begynde forhandlinger med Ukraine, men at kontakten stoppede.

Forløbet om de mulige forhandlinger har generelt været præget af ganske forskellige meldinger fra parterne.

Det er endnu uvist, hvilken betydning den ukrainske talsmands udtalelse får for det videre forløb.

Ukraine afviser, at landet har afslået Ruslands tilbud om at undersøge muligheden for fredsforhandlinger.

- Vi gik med til tilbuddet fra den russisk præsident (Vladimir Putin red.), skriver Sergej Nikiforov på Facebook ifølge BBC.

- Jo før forhandlingerne begynder, jo flere chancer vil der være for at genoprette det normale liv.

En talsmand fra Kreml har udtalt, at Putin var klar til at sende en delegation den hviderussiske hovedstad, Minsk, til "forhandlinger med en ukrainsk delegation". Det skriver AFP.

Men det tilbud var USA hurtige til at afvise. Efter at have invaderet Ukraine "ser vi nu Moskva antyde, at diplomati finder sted ved et geværløb. Dette er ikke rigtigt diplomati".

Sådan har det lydt fra Ned Price, der er talsmand for USA's udenrigsministerium.

Sergej Lavrov, Ruslands udenrigsminister, har udtalt, at Moskva er klar til at snakke. Men kun hvis Ukraines væbnede styrker "lægger deres våben ned".

Han tilføjer, at "ingen har til hensigt at besætte Ukraine", skriver AFP.

Både USA, EU og Storbritannien har varslet en lang række sanktioner mod Rusland. De vil alle tre indføre sanktioner mod Putin og Sergej Lavrov.

Samme melding er kommet fra Canadas premierminister, Justin Trudeau, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.