Ukraine afviser enhver form for våbenhvile med Rusland
Ifølge præsidentiel rådgiver vil Ukraine skyde sig selv i foden ved at indgå en våbenhvile med Rusland.

Ukrainske soldater tager sig en pause på gaden i Sjevjerodonetsk, der ligger i den østlige region Luhansk. Den amerikanske tænketank Institut for Krigsstudier kalder i ny rapport byen for "Ukraines sidste bastion" i regionen. Serhii Nuzhnenko/Reuters
Ukraine har lørdag afvist alle muligheder for at indgå en våbenhvile med Rusland, så længe russiske tropper stadig befinder sig i landet.
Samtidig lyder det fra Kyiv, at regeringen ikke vil acceptere nogen aftaler med Moskva, hvis de indebærer, at Ukraine skal afgive noget af dets territorie.
Udmeldingen kommer fra Mykhajlo Podoljak, der er rådgiver for Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.
Han erkender, at ukrainerne er blevet mere kompromisløse i forhold til at finde en afslutning på krigen. Men det skyldes ifølge ham, at Ukraine vil skyde sig selv i foden ved at indgå en våbenhvile på nuværende tidspunkt, da Rusland blot vil slå hårdere tilbage efter et ophold i kamphandlingerne.
- Krigen stopper ikke af den grund. Den bliver bare sat på pause i noget tid.
- Alt imens vil russerne med fornyet intensitet genopbygge deres våbenarsenal, deres mandskabsstyrke og arbejde på deres fejl.
- Måske vil de også modernisere lidt, fyre mange flere generaler, og herefter vil de starte en ny og endnu mere blodig og omfattende offensiv, siger Podoljak fra præsidentpaladset i Kyiv.
Af samme grund kalder han det "meget mærkeligt", at en række vestlige lande som USA og Italien den seneste uge har opfordret til en øjeblikkelig våbenhvile, der indebærer, at russiske tropper kan blive i de territorier, de har erobret i det syd- og østlige Ukraine.
- De russiske styrker må forlade landet. Efter det vil det være muligt at genoptage fredsprocessen, siger Podoljak.
Både Rusland og Ukraine har tidligere meldt ud, at fredsforhandlingerne er gået i stå. Begge sider anklager hinanden for at være skyld i dette.
Ifølge flere russiske nyhedsbureauer fandt det seneste møde mellem parterne sted den 22. april.
Rusland har efter en fejlslagen offensiv mod Kyiv i krigens begyndelse fokuseret sine kræfter på i stedet at erobre det østlige område Donbas, der består af de to regioner Luhansk og Donetsk.
Den amerikanske tænketank Institut for Krigsstudier (ISW) skriver lørdag i en rapport, at Rusland langsomt gør fremskridt i området, og at landet nu stort set kontrollerer hele Luhansk.
I en tv-tale lørdag aften siger Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, at Ukraine stadig tror på, at man kan besejre Rusland på slagmarken.
Han erkender dog, at "situationen i Donbas er ekstremt vanskelig", men siger, at ukrainske styrker stadig holder stand ved byerne Sjevjerodonetsk og Slovjansk.
Zelenskyj tilføjer også, at en endelig afslutning på krigen "kun kan findes ved forhandlingsbordet".
/ritzau/Reuters
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.