konflikt, krig og fred

Ukraine bevarer kontrol over fabrik med civile i nøgleby

Omkring 800 civile har søgt ly fra kampene i gaden i en kemikaliefabrik i den østlige by Sjevjerodonetsk.

Røg stiger til vejrs fra området ved kemikaliefabrikken Azot i byen Sjevjerodonetsk, hvor der er intense kampe mellem russiske og ukrainske styrker. (Arkivfoto).
Røg stiger til vejrs fra området ved kemikaliefabrikken Azot i byen Sjevjerodonetsk, hvor der er intense kampe mellem russiske og ukrainske styrker. (Arkivfoto). Stringer/Reuters

Ukraine kontrollerer fortsat kemikaliefabrikken Azot i byen Sjevjerodonetsk i det østlige Ukraine.

Det siger Luhansk-regionens guvernør, Serhij Hajdaj, søndag på ukrainsk tv.

Hundreder af civile befinder sig i fabrikken, hvor de forsøger at skærme sig fra de heftige kampe i gaderne uden for fabrikken.

- Azot er ikke blokeret. Kampe foregår i gaderne ved siden af fabrikken, siger Hajdaj.

Han tilføjer, at han forventer, at russiske styrker vil skrue helt op for indsatsen i deres forsøg på at indtage Sjevjerodonetsk enten søndag eller mandag.

Omkring 800 civile gemmer sig i bunkere under Azot-fabrikken ifølge Ukraine. Det gælder både ansatte på fabrikken samt borgere i byen.

Hajdaj siger søndag, at russiske styrker har indtaget størstedelen af Sjevjerodonetsk, der betegnes som en nøgleby i kampen om Luhansk.

Men ukrainske styrker er fortsat i kontrol over et industriområde og fabrikken.

- Ingen kan sige, om og i så fald hvor mange ofre der har været over de seneste 24 timer i Sjevjerodonetsk, hvor intense kampe fortsætter, siger guvernøren på beskedtjenesten Telegram søndag.

- Alle vil formentlig gerne evakueres nu. Men indtil videre er det ikke en mulighed.

Rusland har gennem længere tid angrebet ukrainske positioner i Sjevjerodonetsk.

Slaget om den strategisk vigtige by har udviklet sig til et af de mest blodige i den over tre måneder lange krig i Ukraine.

En repræsentant for den prorussiske, selvudråbte republik i Luhansk sagde lørdag, at der er mellem 300 og 400 ukrainske soldater på værket sammen med de hundredvis af civile.

Det har ikke været muligt for nyhedsbureauet Reuters at få oplysningerne fra de to sider bekræftet fra anden side.

/ritzau/Reuters

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden