Ukraine efterlyser flere våben fra EU

Ifølge Ukraines premierminister er der brug for flere og mere moderne våben, hvis krigen skal vindes.

Ukraine har brug for flere våben fra EU, hvis man skal besejre Rusland. Det fastslog Ukraines premierminister, Denys Shmyhal, da han mandag deltog i et møde i Bruxelles om samarbejdet mellem EU og Ukraine. <i>Yves Herman/Reuters</i>

Ukraine har brug for flere våben fra EU, hvis man skal besejre Rusland. Det fastslog Ukraines premierminister, Denys Shmyhal, da han mandag deltog i et møde i Bruxelles om samarbejdet mellem EU og Ukraine. Yves Herman/Reuters

Ukraine har i de seneste dage haft fremgang på slagmarken og genvundet områder i den sydlige og østlige del af landet. Sådan lød det i weekenden fra Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj. Men der er stadig lang vej til en sejr over Rusland.

Det fastslår Ukraines premierminister, Denys Sjmyhal. Han deltog mandag i et møde i Bruxelles med EU's udenrigschef, Josep Borrell, om det fortsatte samarbejde mellem EU og Ukraine.

- Ukraine vil fortsætte, til vi sejrer. Men der er desværre ikke tegn på, at Rusland vil trække sig tilbage, siger Denys Sjmyhal.

Han fastslår samtidig, at Ukraine har brug for flere våben fra EU-landene.

- Vi har brug for mere moderne våben. Vi har brug for antiluftskyts, styrket forsvar mod missiler og anti-skibsmissiler, siger Denys Sjmyhal.

Ukraines premierminister understreger dog samtidig, at han er taknemmelig for EU's sanktioner og de våben, som Ukraine allerede har modtaget fra EU-landene.

Derudover kan Ukraine regne med yderligere støtte fra EU. Det fastslår EU's udenrigschef, Josep Borrell, på et pressemøde efter mandagens møde i Bruxelles.

- EU vil fortsætte med at støtte Ukraine uanset truslerne fra Rusland. Vi vil støtte politisk, finansielt, humanitært og militært. Så længe og så meget som behøves, siger Josep Borrell.

Han fastslår, at EU ønsker at hjælpe Ukraine med at afslutte krigen i fuld respekt for Ukraines suverænitet. Eller sagt med andre ord: EU vil ikke presse Ukraine til at forhandle med Rusland og måske afgive landområder for at få fred. Den beslutning er alene op til Ukraine.

De to ledere brugte samtidig pressemødet til at understrege, at samarbejdet mellem Ukraine og EU nu er gået ind i en ny fase.

- Dette er det første møde, efter Ukraine har fået status som EU-kandidatland. Det takker vi for. Det er et symbol på, at Ukraine hører til i den europæiske familie, siger Denys Sjmyhal.

Han ønsker, at optagelsen skal ske så hurtigt som muligt. Men der er fortsat lang vej fra Ukraine.

Josep Borrell understreger, at Ukraine skal gennemføre yderligere reformer for at kunne blive egentlig medlem af EU.

Iagttagere skønner, at det vil tage mange år, før Ukraines økonomi og politiske system er stærkt nok til at kunne klare EU's optagelseskrav.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.