Ukraine: FN's vigtigste opgave er evakuering af Mariupol
Ifølge Ukraines udenrigsminister bør FN fokusere på særligt én ting, når generalsekretær skal mødes med Putin.
Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, mener, at FN's primære fokus i krigen bør være at få evakueret havnebyen Mariupol.
Det siger Kuleba i et længere interview med nyhedsbureauet AP.
Interviewet kommer op til, at FN's generalsekretær, António Guterres, rejser til Moskva tirsdag for at mødes med den russiske præsident, Vladimir Putin.
- Guterres bør primært fokusere på ét problem, og det er evakuering af Mariupol, siger Ukraines udenrigsminister.
Han refererer til estimater, der vurderer, at omkring 100.000 mennesker er fanget i havnebyen.
I byen forsøger ukrainske soldater at holde russiske styrker for døren omkring et stålværk, hvor hundredvis af civile har søgt ly.
Ifølge Kuleba er det muligt for FN at trænge igennem med en løsning på situationen i den belejrede by.
- Dette er virkelig noget, som FN er i stand til at gøre noget ved. Og hvis han (Guterres, red.) viser politisk vilje, karakter og integritet, håber jeg, at det vil give os mulighed for at tage et skridt fremad, siger udenrigsministeren til AP.
Han udtrykker samtidig en frygt for, at FN–chefen falder i en fælde ved at lade sig køre rundt i manegen af Rusland.
Ifølge Kuleba er det sket for "mange andre udenlandske embedsmænd", at de er blevet leget med af den russiske regering under besøg i landet.
Ruslands udenrigsministerium oplyste mandag, at man blandt andet vil drøfte situationen i Mariupol og stålværket Azovstal med FN's generalsekretær.
Kort efter at Guterres har været i Moskva, rejser han til Ukraine. Der skal han tale med landets præsident, Volodymyr Zelenskyj.
Ukrainske myndigheder har gentagne gange slået alarm over situationen i Mariupol. Flere massegrave er desuden blevet fundet i nærheden af byen ifølge satellitfotos og lokale myndigheder.
Senest har Mariupols borgmester, Vadym Bojtsjenko, mandag sagt, at der er blevet opdaget en ny massegrav ti kilometer fra havnebyen. Myndighederne er i gang med at undersøge, hvor mange ofre der er begravet der.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.