Ukraine håber at redde dødsdømte udenlandske soldater

Hvis separatister handler rationalt, vil de ikke gennemføre dødsstraf mod udenlandske soldater, mener Ukraine.

Vicepremierminister i Ukraine Iryna Veresjtjuk siger lørdag, at hun forventer, at de separatistiske myndigheder i sidste ende vil handle rationelt ved ikke at gennemføre dødsstraf mod udenlandske soldater. (Arkivfoto). <i>Valentyn Ogirenko/Reuters</i>

Vicepremierminister i Ukraine Iryna Veresjtjuk siger lørdag, at hun forventer, at de separatistiske myndigheder i sidste ende vil handle rationelt ved ikke at gennemføre dødsstraf mod udenlandske soldater. (Arkivfoto). Valentyn Ogirenko/Reuters

Ukraine prøver med alle midler at redde de tre udlændinge, der er dømt til døden ved en domstol i Donetsk, som er en selverklæret, prorussisk republik i det østlige Ukraine.

Det siger den ukrainske parlamentariker Fedir Venislavskyj på nationalt tv.

- Både forsvarsministeriet og den primære efterretningstjeneste, som håndterer udveksling af fanger, tager de nødvendige tiltag for at sikre, at disse borgere fra fremmede stater bliver reddet, siger han.

Han giver ikke yderligere information om, hvad der konkret bliver gjort fra ukrainsk side.

De to briter og marokkaneren blev torsdag kendt skyldige i "aktiviteter som lejesoldater og i at udføre handlinger, der har til formål at overtage magten og vælte forfatningsordenen i Donetsk".

Vicepremierminister i Ukraine Iryna Veresjtjuk siger lørdag, at hun forventer, at de separatistiske myndigheder i sidste ende vil handle rationelt.

- For de er fuldt ud opmærksomme på de uoprettelige implikationer for dem og for russerne, hvis de tager nogen forkerte skridt mod vores tre soldater.

- Noget siger mig, at på et tidspunkt - på den ene eller anden måde, før eller senere - vil disse tre soldater blive udvekslet (eller komme hjem på anden vis), skriver hun i et opslag online.

Ukraine har afvist, at separatisternes domstol har nogen som helst gyldighed.

De to briter, 28-årige Aiden Aslin fra Newark og 48-årige Shaun Pinner, fra Watford, overgav sig i april i den ukrainske by Mariupol.

Marokkaneren, Brahim Saadoun, overgav sig i marts i den ukrainske by Volnovakha.

De havde ifølge Ukraine alle underskrevet kontrakter med landets væbnede styrker.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.