Ukraine hævder at have generobret dele af Sjevjerodonetsk

Det er ifølge Luhansks guvernør "ikke realistisk", at Sjevjerodonetsk falder inden for de næste to uger.

Soldater fra en deling af udenlandske frivillige, der kæmper for den ukrainske hær, ses her ved et militærkøretøj i Sjevjerodonetsk torsdag, mens Ruslands forsøg på at indtage Ukraine fortsætter. <i>Serhii Nuzhnenko/Reuters</i>

Soldater fra en deling af udenlandske frivillige, der kæmper for den ukrainske hær, ses her ved et militærkøretøj i Sjevjerodonetsk torsdag, mens Ruslands forsøg på at indtage Ukraine fortsætter. Serhii Nuzhnenko/Reuters

Ukrainske styrker har ifølge guvernør i Luhansk Serhij Hajdaj generobret omkring 20 procent af det territorie, som russerne havde erobret i byen Sjevjerodonetsk.

Ifølge guvernøren er det "ikke realistisk", at byen falder inden for de næste to uger, selv om russiske forstærkninger er på vej.

- Så snart vi har nok vestlige, langtrækkende våben, skubber vi deres artilleri væk. Og så, tro mig, vil det russiske infanteri løbe sin vej, siger han.

Guvernørens meldinger om, at ukrainske soldater skal have generobret dele af Sjevjerodonetsk, kan ikke umiddelbart bekræftes af nyhedsbureauet Reuters.

Krigen i Ukraine havde fredag varet i 100 dage. Tusindvis er døde, og millioner er flygtet fra deres hjem i Ukraine. Også den globale økonomi er blevet påvirket af krigen.

Rusland har de seneste uger lagt mange kræfter i at erobre byen Sjevjerodonetsk, som Rusland skal erobre for at overtage hele Luhansk. Luhansk er en af to provinser, der udgør Donbas-regionen, som den russiske regering har sagt, at den planlægger at erobre.

Ukrainske politikere mener dog stadig, at Ruslands præsident Vladimir Putins mål er at overtage hele Ukraine.

- Putins hovedmål er at ødelægge Ukraine. Han viger ikke fra sine mål, selv om Ukraine har vundet første del af krigen, sagde viceforsvarsminister i Ukraine Hanna Malyar til ukrainsk tv fredag.

Ukrainske politikere har nu sat deres lid til, at avancerede missilsystemer, som USA og Storbritannien for nylig har lovet dem, kan give dem en fordel i krigen.

I Donetsk, der også ligger i Donbas-regionen, er russiske styrker blot 15 kilometer fra byen Slovjansk, siger regionens guvernør, Pavlo Kyrylenko.

Han siger, at Donetsk ikke kommer til at falde hurtigt, men at der er behov for flere våben for at holde russerne væk.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden