Ukraine har taget vigtig jernbaneby fra russerne

Kupjansk er nu under ukrainsk kontrol. Dermed kan tusinder af russiske soldater være afskåret ved frontlinjen.

En mand i en lejlighed i byen Hrakove, som er en af mange mindre byer, der i de seneste dage er blevet generobret af ukrainske styrker i den østlige del af landet. <i>Juan Barreto/Ritzau Scanpix</i>

En mand i en lejlighed i byen Hrakove, som er en af mange mindre byer, der i de seneste dage er blevet generobret af ukrainske styrker i den østlige del af landet. Juan Barreto/Ritzau Scanpix

Ukrainske soldater har hejst landets flag over en by i det nordøstlige Ukraine, der har været et vigtigt led for at få forsyninger frem til russiske styrker.

Det bekræfter Ukraines statslige sikkerhedstjeneste, SBU, lørdag.

Ukrainske embedsmænd har lørdag delt fotos fra byen Kupjansk på sociale medier.

Et af billederne viser soldater, der holder et ukrainsk flag foran byens rådhus. Ved soldaternes fødder ligger et russisk flag.

- Kupjansk er Ukraine. Æret være Ukraines væbnede styrker, skriver Natalia Popova, der er rådgiver for lederen af regionsrådet i Kharkiv-regionen, på Facebook.

I Kupjansk forbinder jernbaner det østlige Ukraine med Rusland.

Det tyder dermed på, at den ukrainske modoffensiv nu er nået frem til et vigtig logistisk knudepunkt for russerne.

Det kan betyde, at tusindvis af russiske soldater er afskåret ved frontlinjen og ikke kan modtage forsyninger.

I byen Hrakove, der er en af mange, som ukrainske styrker i de seneste dage har indtaget, står udbrændte militærkøretøjer tilbage i gaderne med et "Z" malet på.

Bogstavet er blevet et symbol på Ruslands invasion af Ukraine.

Rundt om i byen står kasser med ammunition, som de flygtende russiske soldater har efterladt. Det oplyser en journalist fra Reuters, der er til stede i byen.

I en have ligger tre lig i hvide ligposer.

Den regionale politichef siger, at ukrainsk politi rykkede ind i byen en dag forinden. Her gik politiet i gang med at tjekke identiteten på de indbyggere, der har levet under russisk besættelse siden februar.

- Den første opgave er at yde den hjælp, de har brug for, siger politichefen, Volodymyr Tymosjenko.

- Den næste opgave er at dokumentere de forbrydelser, de russiske invasionsstyrker har begået i de områder, de midlertidigt holdt besatte.

Ukrainske soldater har i de seneste dage indtaget store områder. Det er den hurtigste modoffensiv, siden russiske styrker blev slået tilbage fra hovedstaden Kyiv i marts.

I en video, der blev offentliggjort natten til lørdag, siger præsident Volodymyr Zelenskyj, at Ukraines militær har generobret over 30 byer i den nordøstlige Kharkiv-region.

Myndigheder, der er loyale over for Rusland, har erkendt, at Ukraines militær er rykket hurtigt frem.

Lederen af det regionale styre, som Rusland har indsat i Kharkiv, Vitaliy Gantjev, har beskrevet den ukrainske fremrykning som en sejr. Han har opfordret civile til at flygte.

Der er indkaldt forstærkninger fra Rusland, lød det fredag.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.