Ukraine melder om hidtil voldsomste kampe i Donbas

Ukraine har et svært og langt stadie af kampe foran sig i Donbas, siger viceforsvarsminister.

En ødelagt bygning i byen Bakhmut i den østlige region Donbas, hvor kampene tager til i styrke. (Arkivfoto). <i>Aris Messinis/Ritzau Scanpix</i>

En ødelagt bygning i byen Bakhmut i den østlige region Donbas, hvor kampene tager til i styrke. (Arkivfoto). Aris Messinis/Ritzau Scanpix

Kampe i den østlige ukrainske region Donbas er på sit hidtil voldsomste niveau.

Samtidig rykker russiske styrker længere ind i regionen. Det siger Ukraines viceforsvarsminister Ganna Malyar på et pressemøde torsdag.

- Kampene har nået maksimal intensitet.

- Fjendtlige styrker stormer vores styrkers positioner samtidig fra forskellige retninger. Vi har et ekstremt svært og langt stadie af kampe foran os, siger hun.

Russiske styrker har fokuseret på Donbas-regionen, efter at forsøg på at indtage storbyerne Kyiv og Kharkiv har slået fejl.

Efter at militære styrker er flyttet fra den centrale og nordlige del af Ukraine til den østlige region, er de russiske styrker langsomt trængt længere ind i den.

- Situationen er fortsat svær og viser tegn på yderligere tilspidsning.

- Vi må forstå, at dette er en krig og, desværre, er tab på vores side uundgåeligt, siger Ganna Malyar.

Luhansk er et af områderne i Donbas-regionen. En general i det ukrainske militær siger torsdag, at Rusland har overhånd i Luhansk, men at Ukraine kæmper så godt imod, som man kan.

Guvernør i Luhansk Serhij Hajdaj siger torsdag, at der er "tunge" russiske bombardementer i byen Lysytsjansk. Den ligger på ruten mod Ukraines administrative centrum i øst, Kramatorsk.

Bombardementerne har gjort stor skade på blandt andet infrastruktur, melder guvernøren.

Han oplyser, at tre personer er dræbt i de seneste russiske angreb i regionen. Rusland siger, at landets styrker næsten har fuldstændig kontrol over den.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.