Ukraine opfordrer til hastebehandling: Vil være del af EU nu
Ukraines præsident ønsker øjeblikkeligt EU-medlemskab. Han gør desuden klar til at sende indsatte i kamp.

I en tale mandag siger den ukrainske præsident, Volodimir Zelenskij, at Ukraine bør få et EU-medlemskab hurtigst muligt. -/Ritzau Scanpix
Ukraine vil hurtigst muligt være en del af EU.
Det understreger landets præsident, Volodimir Zelenskij, i en tale mandag. Zelenskij har flere gange tidligere udtrykt ønske om EU-medlemskab.
- Vores mål er at stå sammen med alle europæere og - vigtigst af alt - at være ligeværdige. Jeg mener, at det er rimeligt. Jeg mener, at vi fortjener det, siger Zelenskij i en videotale på sociale medier.
Zelenskij siger, at der bør sættes gang i en særlig hastebehandling, der kan bane vej for hurtigt medlemskab af det europæiske samarbejde.
I talen kommer Zelenskij også med en direkte opfordring til russiske soldater. De har været i Ukraine, siden Rusland indledte en invasion torsdag.
- Forlad jeres udstyr, og forlad landet. I skal ikke tro på jeres ledere. I skal ikke tro på propagandaen. Red jeres liv, siger Volodimir Zelenskij ifølge nyhedsbureauet AFP.
Han oplyser desuden, at Ukraine er klar til at sende indsatte fra landets fængsler i kamp, hvis de har militær erfaring og er villige til det.
Ifølge præsidenten er 4500 russiske soldater indtil videre døde i kampene.
Repræsentanter fra Ukraine og Rusland mødes mandag formiddag til forhandlinger om situationen. Det er første gang, parterne mødes til samtaler, efter at Rusland natten til torsdag gik ind i Ukraine.
Mødet finder sted i den hviderussiske Gomel-region nær Ukraines grænse.
Det ukrainske præsidentkontor har mandag oplyser, at man på mødet vil kræve en øjeblikkelig våbenhvile og en tilbagetrækning af russiske soldater.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.