Verden

Ukraines forsvarsminister lover at fortsætte kampen med støtte fra USA

USA støtter fortsat Ukraine, siger Ukraines forsvarsminister trods flere kontante meldinger fra USA.


Opdateret kl. 12:52

USA støtter fortsat Ukraine militært. Og Ukraine vil fortsætte kampen mod de russiske invasionsstyrker.

Det siger Ukraines forsvarsminister, Rustem Umerov. Udmeldingen kommer, forud for møde i Nato-Ukraine rådet i Nato-hovedkvarteret i Bruxelles.

Her har Ukraine ellers modtaget en serie nedslående beskeder fra Nato-alliancens stærkeste land.

Onsdag fastslog USA's forsvarsminister, Pete Hegseth, at Ukraine må afgive territorium til Rusland for at få fred.

Også drømmen om Nato-medlemskab må Ukraine droppe i en fredsløsning. Og USA vil ikke sende tropper til Ukraine som del af en fredsskabende mission, fastslog Hegseth.

- Vi havde et godt møde i går. I dag vil vi fortsætte samtalerne, lyder det diplomatisk fra den ukrainske forsvarsminister.

Selv om Pete Hegseth onsdag også fastslog, at Europa fremover skal stå for den "overvældende" del af støtten til Ukraine, så bakker USA fortsat Ukraine op i den militære kamp mod Rusland, siger Umerov.

- Vi ser, at alle allierede er med os. Det gælder også USA, som fortsat yder sikkerhedsassistance. Nato overtager koordineringen af hjælpen og træningen af ukrainske soldater. Det er vi taknemmelige for.

- Så på dette tidspunkt er beskeden, at vi fortsætter. Vi er stærke, og vi er i stand til at levere, siger Rustem Umerov.

Natos generalsekretær, Mark Rutte, fastslår, at Ukraine fortsat vil modtage militær støtte.

- Vi skal sørge for, at Ukraine er i den bedst mulige position, når fredsforhandlingerne begynder.

- Og så skal vi sikre, at når fredsforhandlingerne slutter, så skal resultatet være holdbart. Putin skal aldrig igen forsøge at tage én kvadratkilometer af ukrainsk territorium, siger Mark Rutte.

For at nå derhen skal Nato-landene fortsætte deres militære støtte til Ukraine, siger Mark Rutte.

Han fremhæver, at Nato-landene sidste år overgik deres egen mål for den militære støtte til Ukraine, der lød på 40 milliarder euro. Sidste år fik Ukraine ifølge Rutte støtte for 50 milliarder euro.

Det svarer til mere end 370 milliarder kroner.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden