konflikt, krig og fred

Ukraines forsvarsminister ser stabil sikkerhedssituation

Det russiske forsvarsministerium siger, at en militær øvelse på Krim er afsluttet - styrker på vej væk.


Opdateret kl. 08:34

Ukraines forsvarsminister, Oleksii Reznikov, siger onsdag morgen, at de seneste vurderinger af faren for en russisk invasion ikke indeholder noget uventet. Han betegner sikkerhedssituationen som stabil.

Samtidig meddeler det russiske forsvarsministerium, at en militær øvelse på Krim er afsluttet. De russiske soldater skal nu være på vej væk fra halvøen.

Moskva offentliggjorde en video, der viser kampvogne og militære køretøjer på en jernbanebro på vej væk fra det annekterede Krim. En del af de russiske soldater var ifølge ministeriet på vej tilbage til deres faste kaserner.

Reznikov siger i en tv-transmitteret erklæring, at Ukraines væbnede styrker fortsætter en landsomfattende militærøvelse, som overværes af den militære attaché fra Hviderusland.

Reznikov oplyser også, at han deltager i et virtuelt møde torsdag med alle Nato-landenes forsvarsministre.

Præsident Joe Biden sagde tirsdag, at over 150.000 russiske soldater stadig var stationeret langs Ukraines grænse, efter at Moskva havde rapporteret om en delvis russisk tilbagetrækning. Den russiske udmelding blev mødt med skepsis i Vesten.

Rusland annekterede Krim i 2014.

/ritzau/Reuters

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden