Verden

Ukraine smider justitsminister på porten under korruptionsundersøgelse

Det fremgår ikke af den ukrainske premierministers opslag, hvorfor justitsministeren suspenderes.

Herman Halusjtsjenko deltog i et møde i Wien i Østrig i 2024, dengang han var energiminister. Nu er han blevet suspenderet som justitsminister - samtidig med en efterforskning af korruption i Ukraine. (Arkivfoto).
Herman Halusjtsjenko deltog i et møde i Wien i Østrig i 2024, dengang han var energiminister. Nu er han blevet suspenderet som justitsminister - samtidig med en efterforskning af korruption i Ukraine. (Arkivfoto). Joe Klamar/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 08:57

Ukraines regering suspenderer landets justitsminister, Herman Halusjtsjenko.

Det skriver landets premierminister, Julija Svyrydenko, på det sociale medie X.

Det sker ifølge Reuters midt under en efterforskning af korruption i energisektoren.

Svyrydenko oplyser dog i opslaget ingen årsag til suspenderingen.

Viceministeren for europæisk integration, Ljudmyla Suhak, bliver midlertidig justitsminister, skriver premierministeren.

Halusjtsjenko har reageret på suspenderingen på X. Han har talt med premierministeren, skriver han.

Han kalder videre beslutningen om at suspendere ham under den igangværende efterforskning for civiliseret og korrekt.

- Jeg holder ikke fast i ministerposten, skriver han.

Ifølge Reuters skriver Halusjtsjenko desuden i et opslag på Facebook, at han vil "forsvare sig selv i den juridiske arena" og bevise sin sag.

Halusjtsjenko har tidligere været energiminister i Ukraine. Hans ministerium oplyste tirsdag, at han er genstand for en efterforskning, men uddybede ikke sagens karakter.

Tirsdag oplyste efterforskere ifølge AFP, at Timur Minditj, der er en tæt allieret af Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, er anklaget for at stå bag et korruptionskomplot på 100 millioner dollar.

- Minditj udøvede kontrol over opsamling, fordeling og legalisering af penge opnået på kriminelle måder i Ukraines energisektor, sagde en anklager i Den Specialiserede Anklagemyndighed mod Korruption (Sapo) ifølge nyhedsbureauet.

Anklageren tilføjede desuden, at Minditj brugte sine relationer til Zelenskyj i de kriminelle aktiviteter.

Samme dag anklagede Sapo ligeledes Halusjtsjenko for at have modtaget "personlige fordele" fra Minditj i bytte for kontrol over pengestrømme i energisektoren.

Det skriver AFP.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden