Ukraines styrker kalder søndag en svær dag

Ukrainske styrker har været under beskydning fra næsten alle sider fra Rusland, siger militæret.

En brandmand ses i nærheden af en bombet bygning i et boligområde i Kiev. <i>Diego Herrera/Ritzau Scanpix</i>

En brandmand ses i nærheden af en bombet bygning i et boligområde i Kiev. Diego Herrera/Ritzau Scanpix

Ukraines militær beskriver søndag som en svær dag for landets styrker, hvor russiske tropper har fortsat beskydningerne.

Det fremgår af et opslag på Facebook fra Ukraines militærs øverste general ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Styrkerne har været under beskydninger fra næsten alle retninger fra russiske soldater, lyder det.

Blandt andet på en flyvebase sydvest for hovedstaden Kiev skulle ukrainske soldater have været under russiske artilleriangreb.

Indtil videre ser de ukrainske tropper ud til at holde russiske styrker fra at rykke frem mod Kiev.

Satellitbilleder frigivet af det private teknologiselskab Maxar søndag viser, at russiske styrker er cirka 64 kilometer væk fra Kiev med retning mod hovedstaden.

- Vi har stået imod og bliver ved med at slå tilbage mod fjendens angreb med succes, siger Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, i en video søndag.

Zelenskij har tidligere afvist at forlade hovedstaden.

Mindst 352 civile ukrainere, herunder 14 børn, er blevet dræbt, og 1684 mennesker er blevet såret, oplyser Ukraines sundhedsministerium ifølge Reuters.

Ifølge ukrainske embedsmænd er der også blevet affyret ballistiske missiler fra steder i nabolandet Hviderusland. Det skriver BBC.

For første gang siden Rusland invaderede Ukraine, blev advarsler om luftangreb hørt i den østlige by Dnipro.

Et ukrainsk statsligt nyhedsbureau skriver, at russiske tropper har sprængt en naturgasledning i luften i Ukraines næststørste by, Kharkiv. Det skulle have sendt en brændende sky op i himmelen.

Ukrainske styrker siger, at det også har slået tilbage mod russiske styrker i Kharkiv.

Ifølge regionens guvernør Oleh Synehubov fik modangrebet russerne slået tilbage, men disse oplysninger har BBC ikke kunnet få bekræftet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.