Zelenskyj hylder befrielse af Izium efter 200 dages krig

Præsidenten bekræfter, at nøgleby i øst, som var vigtig for Ruslands krig, er indtaget af ukrainske styrker.

Et par trækker deres cykler gennem en udbombet del af byen Izium, som Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, søndag aften bekræfter er blevet generobret fra Rusland. <i>Juan Barreto/Ritzau Scanpix</i>

Et par trækker deres cykler gennem en udbombet del af byen Izium, som Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, søndag aften bekræfter er blevet generobret fra Rusland. Juan Barreto/Ritzau Scanpix

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, hylder de ukrainske styrker, der har "befriet" den strategisk vigtige by Izium i den østlige del af landet.

Han bekræfter dermed, at byen er generobret fra Rusland. Det er sket under de seneste dages storstilede ukrainske offensiv i det østlige og nordøstlige Ukraine.

Zelenskyj markerer med en tv-tale søndag aften, at det 200 dage siden, at Rusland angreb Ukraine.

Han takker de ukrainske soldater, der har "befriet hundredvis af byer og landsbyer. Og senest Balaklija, Izium og Kupjansk".

Han nævner dermed de tre byer, der er knudepunkter i den østlige del af landet. Her mødes jernbaner, der har forbindelse helt ind i Rusland.

De har været afgørende for, at Rusland i starten af krigen kunne føre våben og soldater frem og sætte sig hårdt på store dele af Donbas. Det er her, at regionerne Luhansk og Donetsk ligger.

Indtagelsen af Izium regnes som Ukraines største sejr på slagmarken, siden det i foråret lykkedes at trænge en stor russisk styrke væk fra hovedstaden Kyiv.

Ukraines hærchef oplyste tidligere søndag, at ukrainske styrker på få dage har generobret ikke mindre end 3000 kvadratkilometer land, der var besat af russiske styrker.

De ukrainske soldater har dermed på blot fem dage indtaget et større territorie, end Ruslands hær har besat siden april, vurderer amerikanske eksperter.

Torsdag aften sagde præsident Volodymyr Zelenskyj, at Ukraine havde taget kontrol med et område på 1000 kvadratkilometer, som russerne havde siddet tungt på siden februar.

Fredag aften havde Ukraine kontrol med 2000 kvadratkilometer, sagde præsidenten i en tale.

Og søndag var det så 3000 kvadratkilometer.

Det er ikke muligt at bekræfte oplysningerne fra uafhængig side. Journalister har ikke lov til at komme med til frontlinjen.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.