konflikt, krig og fred

Putin afviser at være i gang med at opsluge Hviderusland

Putin i Hviderusland siger, at han ikke vil overtage nogen. Hvad laver Putin så i Ukraine, spørger USA.

Hvideruslands præsident, Aleksandr Lukasjenko, trykker hånd med sin gæst i Minsk, Ruslands præsident Vladimir Putin, foran et pyntet juletræ i præsidentpaladset.
Hvideruslands præsident, Aleksandr Lukasjenko, trykker hånd med sin gæst i Minsk, Ruslands præsident Vladimir Putin, foran et pyntet juletræ i præsidentpaladset. Sputnik/Reuters

Opdateret kl. 22:26

Ruslands præsident, Vladimir Putin, siger under et besøg i Hviderusland, at han ikke har "nogen interesse" i at opsluge nabolandet.

Men han tilføjer ifølge Reuters, at ikke nærmere beskrevne "fjender" ønsker at forhindre, at Rusland og Hviderusland smelter sammen.

- Rusland er ikke interesseret i at overtage nogen. Der er simpelthen ikke nogen grund til det, siger Putin ifølge det statsfinansierede russiske nyhedsbureau Tass.

Han deltager mandag aften i et pressemøde i Minsk sammen med Hvideruslands præsident, Aleksandr Lukasjenko.

USA's udenrigsministerium kalder det "toppen af ironi", at Putin tager til Minsk og siger, at Rusland ikke ønsker at opsluge nogen.

For det er netop det, han forsøger på i Ukraine, lyder det fra USA's side.

Putin bekræfter ifølge Tass, at Rusland og Hviderusland vil fortsætte med at holde fælles militære øvelser.

De militære chefer i Ukraine har udtrykt frygt for, at Rusland er i gang med at samle en meget stor styrke. De formoder, den skal bruges til at angribe Ukraine inden for de næste måneder.

I erklæringen fra det amerikanske udenrigsministerium lyder det, at man nøje vil følge, om Hviderusland vil give mere støtte til Putin. USA vil svare igen på "passende vis", hvis det sker, hedder det.

Den ukrainske general Valerij Zaluzjnyj har sagt til magasinet The Economist, at han frygter, at russerne gør 200.000 soldater klar til en ny offensiv så tidligt som januar. Den offensiv kunne ifølge Zaluzjnyj blive sat i værk fra Hviderusland.

- Jeg er ikke i tvivl om, at de vil gøre et nyt forsøg på at indtage Kyiv, siger han.

Efter Ruslands invasion i Ukraine 24. februar samlede Rusland en kæmpemæssig pansret styrke nord for Kyiv. Opmarchen skete for en stor del via Hviderusland.

Men russerne trak sig tilbage, da mange af de pansrede køretøjer og kampvogne blev ødelagt af de ukrainske styrker. De ukrainske soldater var bevæbnet med panserbrydende granater, der er fremstillet i Vesten.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden