Ukrainske styrker bevæger sig længere ind i Donbas

Ukraines hær trænger længere ind i det hidtil besatte Donbas, og Zelenskyj melder om et Rusland i panik.

Ukrainske styrker ses i nærheden af byen Izjum, som ligger i regionen Kharkiv. (Arkivfoto) <i>Gleb Garanich/Reuters</i>

Ukrainske styrker ses i nærheden af byen Izjum, som ligger i regionen Kharkiv. (Arkivfoto) Gleb Garanich/Reuters

Man skal ikke mange uger tilbage, før Rusland så ud til at have en stærk position i Donbas-området. Angrebene mod Kyiv var så godt som ophørt, og de russiske soldater var koncentreret i Østukraine.

Men nederlag på nederlag for russerne har tilladt Ukraine at rykke længere ind i Donbas, i takt med at Rusland har overgivet nøglepositioner som Izjum og Kupjansk, som begge ligger tæt på grænsen til Luhansk-regionen.

- Besætterne er tydeligvis gået i panik, siger præsident Volodymyr Zelenskyj i en tale mandag aften.

Han er nu fokuseret på "hastighed" i de befriede områder, siger han.

- Hastigheden hvorved vores styrker bevæger sig. Hastigheden hvorved en normal hverdag kan gendannes.

Den ukrainske hær planlægger nu, hvordan den skal befri hele Luhansk-regionen. Det siger regionens guvernør, Serhij Hajdaj. Styrkerne befriede nyligst landsbyen Bilohorivka i regionen.

- Der kommer til at være kamp om hver en centimeter, skriver han på beskedtjenesten Telegram.

- Fjenden er ved at forberede sit forsvar. Så vi kommer ikke til bare at vade ind.

Bilohorivka ligger bare ti kilometer vest for Lysytjansk, en strategisk vigtig by, som de russiske styrker tog kontrollen med i juli.

Hvorvidt russerne er gået i panik, som Zelenskyj hævder, ved kun de. Men Denis Pusjilin, lederen af separatiststyret i Donetsk, har opfordret sin pendant i Luhansk til i fællesskab at kalde til folkeafstemning om at indlemme de to regioner i Den Russiske Føderation.

Luhansk og Donetsk er Ukraines to østligste regioner. Tilsammen udgør de Donbas-området. Det har en stor russisktalende befolkning, og der har været kampe mellem ukrainske nationalister og russiske separatister siden Majdan-revolutionen i 2014.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden