Undersøgelse: 600 kan være dræbt i bombet teater i Mariupol
Blandt rædslerne i Ukraine er angreb mod teater det hidtil mest dødbringende af slagsen, skriver medie.

En lastbil kører forbi det bombede teater i Mariupol. Alexei Alexandrov/Ritzau Scanpix
Omkring 600 mennesker kan være blevet dræbt i et bombardement af et teater i den sydligt beliggende ukrainske havneby Mariupol 16. marts.
Det anslår nyhedsbureauet AP på baggrund af en rekonstruktion af begivenhederne på teatret.
Her havde hundredvis af civile søgt tilflugt under det russiske angreb på havnebyen.
AP's estimerede dødstal er næsten dobbelt så højt som det, ukrainske myndigheder tidligere har givet.
Det bygger på beretninger fra 23 overlevende, redningsfolk og andre med kendskab til forløbet.
Derudover har mediet gransket bygningsplaner, billeder og video. Eksperter har også givet deres besyv med.
- Midt i alle de rædsler, som har fundet sted under krigen i Ukraine, skiller det russiske bombardement af teateret i Mariupol sig ud som det enkeltstående mest dødbringende angreb på civile til dato, skriver AP.
Flere overlevende anslår, at antallet af personer i bygningen var omkring 1000. Det højeste antal personer, som blev set forlade bygningen, var ifølge granskningen 200.
AP skriver, at et nøjagtigt dødstal er umuligt at nå frem til på grund af omstændighederne omkring angrebet.
Mediet mener med gennemgangen i øvrigt at kunne afvise russiske påstande om, at teatret blev bombet af ukrainske styrker.
Den russiske belejring af Mariupol har resulteret i store tab. Store dele af byen er blevet ødelagt.
En sidste gruppe ukrainske soldater har forskanset sig på et stålværk i byen. Der er onsdag forskellige meldinger om, hvorvidt Rusland er lykkedes med at indtage stålværket.
Der boede før krigen omkring 400.000 mennesker i Mariupol.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.