Undersøgelse: Ni ud af ti europæere ser ikke USA som en allieret
Flertal i undersøgelse i 15 europæiske lande tror ikke på, at USA vil forsvare dem, hvis de bliver angrebet.
Opdateret kl. 13:04
Der er langt mellem de europæere, der ser USA som en allieret. Og i 15 europæiske lande tror flertallet ikke på, at amerikanerne ville komme dem til undsætning, hvis deres land skulle blive angrebet.
Det fremgår af en undersøgelse foretaget for tænketanken European Council on Foreign Relations (ECFR), skriver det britiske medie The Guardian.
Én ud af ti respondenter har svaret, at de anser USA for at være en allieret.
Med andre ord: Ni ud af ti vil ikke beskrive USA som en allieret, selv om USA er en del af forsvarsalliancen Nato ligesom de fleste europæiske lande.
19.481 personer fra 15 lande har svaret på undersøgelsen, som blev gennemført i maj.
Respondenterne bor i henholdsvis Bulgarien, Danmark, Estland, Frankrig, Holland, Italien, Polen, Portugal, Schweiz, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tyskland, Ungarn og Østrig.
I alle lande svarer et mindretal, at de forventer, at USA vil forsvare dem, hvis deres land bliver angrebet udefra.
Polen er det af de 15 lande, hvor der er størst tiltro til amerikanerne. Her tror 37 procent, at USA vil forsvare dem.
Spanien har mindst tiltro til USA. Her svarer 12 procent, at de forventer, at USA træder til, hvis de skulle blive angrebet.
Blandt de danske respondenter svarer 20 procent - eller hver femte - at de forventer, at USA forsvarer dem i tilfælde af et angreb.
I de fleste lande mener et flertal, at deres militær skal være mindre afhængigt af våben og andet militært udstyr fra USA.
Danmark, Holland og Sverige er de lande, hvor der er størst opbakning til indkøb af europæiske våben.
Her svarer henholdsvis 75, 72 og 70 procent, at deres lande hellere skal købe europæiske våben end våben fra USA eller andre lande uden for Europa.
Siden USA's præsident, Donald Trump, tog hul på sin anden præsidentperiode i januar 2025, er der gentagne gange blevet sat spørgsmålstegn ved USA's vilje til at beskytte sine allierede i Nato.
Samtidig har Trump kritiseret de øvrige medlemmer af forsvarsalliancen for at investere for lidt i forsvaret.
Det har sat forholdet mellem USA og de øvrige Nato-lande på prøve, at Trump har sagt, at USA bør overtage Grønland, og at han har kritiseret europæiske lande, fordi de har afvist at bidrage til USA's og Israels krig mod Iran.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.