Ungarn stemte imod EU-Kommissionens forslag om told mod USA
EU-Kommissionen fik onsdag grønt lys til sit første forslag om modtold på USA. Ungarn stemte dog imod.
Opdateret kl. 16:03
Ungarn stemte onsdag "nej" til EU-Kommissionens forslag om at indføre modtold på amerikanske varer.
Det skriver Ungarns udenrigs- og handelsminister, Péter Szijjártó, på det sociale medie X.
- I dag stemmer Ungarn imod EU-Kommissionens forslag om at indføre modtold på USA. Optrapning er ikke svaret.
- Sådanne foranstaltninger vil skade den europæiske økonomi og de europæiske borgere yderligere ved at hæve priserne. Den eneste vej frem er forhandlinger, ikke gengældelse, skriver Péter Szijjártó.
Trods Ungarns modstand fik EU-Kommissionen alligevel grønt lys fra EU-landene til forslaget om at indføre told på en række amerikanske varer.
Det sker som et modsvar på Donald Trumps beslutning om at lægge 25 procent told på stål og aluminium.
Onsdagens afstemning betyder, at EU-Kommissionen kan indføre gengældelsestold på amerikanske produkter som sojabønner, motorcykler og appelsinjuice til en værdi af omkring 22 milliarder euro.
Det svarer til omkring 164 milliarder kroner.
EU-Kommissionen fastslår samtidig, at modforanstaltningerne "til enhver tid suspenderes", hvis USA går med til et "fair og afbalanceret" forhandlingsresultat.
Mens Ungarn ikke havde held til at bremse det europæiske modsvar, så er der i Bruxelles bekymring for, om nogle lande vil gå solo i forsøget på at indgå aftaler med Trump for at undgå told.
Ungarns premierminister, Viktor Orbán, har før toldmeldingerne tilkendegivet sin opbakning til Trump. Derfor kommer den ungarske beslutning ikke som en stor overraskelse.
Orbán er dog ikke den eneste blandt EU-landenes ledere, der rækker ud mod Trump.
Italiens premierminister, Giorgia Meloni, vil besøge USA den 17. april for at diskutere told. Det bekræftede Det Hvide Hus tirsdag.
Besøget finder sted, i kølvandet på at den amerikanske præsident, Donald Trump, i sidste uge tog sine toldtrusler til et nyt niveau med udmeldinger om højere toldsatser for en lang række lande.
Som EU-land rammes Italien af en amerikansk told på 20 procent. Den italienske bilindustri står desuden til at blive ramt af Trumps told på 25 procent på biler.
Meloni var som den eneste europæiske regeringsleder med til Trumps indsættelse.
Hun ønsker at beskytte Italiens eksporttunge industri, men skal samtidig tage hensyn til de øvrige europæiske lande, der ikke har samme tætte forhold til Trump-administrationen.
Meloni sagde tirsdag ifølge Reuters, at det er svært at vurdere de økonomiske konsekvenser af de nye toldsatser. På samme tid har hun advaret mod panik.
- Jeg tror, at vi alle kan blive enige om, at en handelskrig mellem Europa og USA ikke passer nogen, sagde hun tirsdag.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.