Ukraines leder beder G7 om avancerede forsvarssystemer

G7-lederne begrænser Ruslands adgang til vestlig teknologi, som kan være til støtte for våbenindustri.

G7-lederne står sammen om en udvidelse af sanktioner, så de i højere grad begrænser Ruslands adgang til vestlig teknologi, som kan være til støtte for Ruslands våbenindustri. Det meddelte de i en erklæring mandag. Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, bad i en videotale til G7-landenes ledere ved et topmøde i Tyskland om flere våben - først og fremmest avancerede forsvarssystemer mod luftangreb. <i>Kenny Holston/Ritzau Scanpix</i>

G7-lederne står sammen om en udvidelse af sanktioner, så de i højere grad begrænser Ruslands adgang til vestlig teknologi, som kan være til støtte for Ruslands våbenindustri. Det meddelte de i en erklæring mandag. Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, bad i en videotale til G7-landenes ledere ved et topmøde i Tyskland om flere våben - først og fremmest avancerede forsvarssystemer mod luftangreb. Kenny Holston/Ritzau Scanpix

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, har i en videotale mandag til G7-landenes ledere ved et topmøde i Tyskland anmodet om flere våben - først og fremmest avancerede forsvarssystemer mod luftangreb.

Samtidig beder han de store industrilande om sikkerhedsgarantier, hjælp til korneksport fra Ukraine samt yderligere sanktioner mod Rusland og hjælp til genopbygning af sit land. Det siger en embedsperson tæt på topmødet på luksushotellet Schloss Elmau i de bayerske alper.

To europæiske diplomater siger, at Zelenskyj også sagde, at han ønskede Ruslands krig i Ukraine skulle være afsluttet sidst på året - inden vinteren sætter ind.

- Den ukrainske leder opfordrede indtrængende til, at G7-gruppen presser hårdt på for at at få afsluttet krigen inden årets udgang, siger en kilde på topmødet til AFP.

Kort tid før Zelenskyjs tale meddelte USA, at G7-landene indfører nye sanktioner mod Ruslands forsvarssektor.

- G7-lederne står sammen om en udvidelse af sanktioner, så de i højere grad begrænser Ruslands adgang til vestlig teknologi, som kan være til støtte for Ruslands våbenindustri, hedder det i en erklæring fra Det Hvide Hus.

- USA vil også målrettet og aggressivt ramme Ruslands forsyningslinjer og begrænse Ruslands muligheder for at erstatte militært udstyr, som det allerede har tabt under dets brutale krig, hedder det videre.

De store industrilande i G7-gruppen - USA, Canada, Japan, Storbritannien, Frankrig, Italien og Tyskland- har også øget deres økonomiske pres på Rusland med planer om at fastsætte et prisloft for russisk olie.

Et prisloft vil være en fastsættelse af den maksimale pris russerne vil kunne få for deres olieeksport.

- Vi har stadig ikke afsluttet de endelige diskussioner på dette område, men vi er tæt på en aftale, hvor G7-landenes relevante ministerier bliver sat til at udvikle mekanismer for et globalt prisloft for russernes olie, siger embedsmænd på topmødet.

Planens mål er at få udsultet Kreml for kontanter og få bragt priserne på russisk olie ned.

USA vil forsyne Ukraine med et avanceret raketsystem mod luftangreb, som er udviklet i Norge, skriver nyhedsbureauet AP, som henviser til en anonym kilde tæt på beslutningen.

Det avancerede luftværnssystem skal ifølge foreløbige oplysninger være systemet Nasams, som er udviklet af den norske Kongsberg Gruppe, og som er produceret i et samarbejde med det amerikanske Raytheon.

Nasams benyttes blandt andet af USA til at beskytte luftrummet omkring Det Hvide Hus og Kongressen i Washington.

Systemet anses for at være meget avanceret og kan blive vigtigt for Ukraines forsvar mod russiske luftangreb.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden