USA: Det et europæisk ansvar at stoppe Ruslands krigsmaskine
Det er et vigtigt europæisk ansvar at stoppe Ruslands krigsmaskine, siger Trumps forsvarsminister i Nato.
Europa skal indstille sig på at bruge markant mere på forsvar. Ellers vil man ikke have styrken til at stå op mod Ruslands krigsmaskine og forsvare sig selv.
Sådan lyder det fra USA's forsvarsminister, Pete Hegseth.
På vej ind til et møde for Nato-landenes forsvarsministre torsdag i Bruxelles gør Hegseth det klart, at Europa skal tage markant mere ansvar for egen sikkerhed.
- Krigen i Ukraine og Ruslands aggression er et wake up call. Derfor har præsident Trump opfordret til øgede forsvarsudgifter, og til at europæiske Nato-lande indser, at dette er en akut og reel trussel mod kontinentet, siger Pete Hegseth.
NATO-landene besluttede i 2014 en målsætning om at bruge to procent af bruttonationalproduktet på forsvar.
Det er dog først efter Ruslands invasion af Ukraine, at mange Nato-lande - inklusive Danmark - begyndte at leve op til målsætningen.
Men den mere end ti år gamle Nato-målsætning er ikke længere nok, mener Pete Hegseth.
- Når det kommer til forsvarsudgifterne, så er to procent ikke nok. Tre procent, fire procent og ultimativt fem procent, som præsident Trump taler for, er afgørende.
- Der er en russisk krigsmaskine. Den har forsøgt at tage mere og mere land i Ukraine. At stå i mod den er et vigtigt europæisk ansvar, og USA har selvfølgelig været der i lang tid også, siger Pete Hegseth.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.