USA genåbner ambassade i den ukrainske hovedstad

Den amerikanske ambassade i Kyiv lukkede kort før Ruslands invasion af Ukraine. Onsdag er den åbnet igen.

Det amerikanske flag blev onsdag hejst ved ambassaden i Kyiv. <i>Sergei Supinsky/Ritzau Scanpix</i>

Det amerikanske flag blev onsdag hejst ved ambassaden i Kyiv. Sergei Supinsky/Ritzau Scanpix

USA har onsdag genåbnet sin ambassade i den ukrainske hovedstad, Kyiv.

Det oplyser den amerikanske udenrigsminister i en udtalelse.

- Det ukrainske folk har med vores assistance forsvaret sit hjemland over for Ruslands skruppelløse invasion og derfor vajer Stars and Strips (USA's flag, red.) igen ved ambassaden, siger Antony Blinken og fortsætter:

- Vi står stolt sammen med - og fortsætter med at støtte - Ukraines regering og det ukrainske folk, mens de forsvarer deres land fra Ruslands brutale krig.

USA lukkede ambassaden i Kyiv den 14. februar - ti dage før Rusland invaderede Ukraine. Den har dermed været lukket i over tre måneder.

Amerikanske diplomater har i den periode fortsat deres arbejde og stillet sig til tjeneste fra den vestukrainske by Lviv. Til tider er de dog taget til nabolandet Polen, hvis der har været bekymringer om sikkerheden.

Flere andre lande - herunder Danmark - har også genåbnet deres ambassader efter at have haft dem lukket som følge af krigen.

Ukrainske styrker forsvarede i krigens indledning Kyiv mod russiske angreb.

Siden da har russiske styrker dog trukket sig fra området for i stedet at fokusere på områder særligt i det østlige Ukraine.

Danmark genåbnede sin ambassade i Kyiv i begyndelsen af maj.

Ambassaden blev ifølge udenrigsminister Jeppe Kofod genåbnet for at vise støtte - både symbolsk og politisk - og for at kunne bistå bedst muligt i forhold til en kommende genopbygning af landet.

- Kyiv er et helt andet sted nu end i begyndelsen af krigen.

- Det betyder også, at vi kan være en direkte støtte og have et direkte samarbejde ved at have vores ambassade og ambassadør i hjertet af den ukrainske hovedstad, Kyiv, sagde Kofod dengang i Ukraine.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Kendt kok skal i retten: Her er tiltalen
Luk