USA: Iran vil forsyne Rusland med et stort antal droner

Iran skal uddanne russiske soldater til at bruge droner i Ukraine, siger USA's nationale sikkerhedsrådgiver.

En gruppebrandmænd ved Ukraines Nationale Forskningsinstitut i Kyiv efter et droneangreb i marts, hvor mindst en blev dræbt. I Washington siger Det Hvide Hus, at Iran gør klar til at forsyne Rusland med adskillige hundrede nye droner - heriblandt en del, som kan bære våben. <i>Fadel Senna/Ritzau Scanpix</i>

En gruppebrandmænd ved Ukraines Nationale Forskningsinstitut i Kyiv efter et droneangreb i marts, hvor mindst en blev dræbt. I Washington siger Det Hvide Hus, at Iran gør klar til at forsyne Rusland med adskillige hundrede nye droner - heriblandt en del, som kan bære våben. Fadel Senna/Ritzau Scanpix

Iran gør klar til at forsyne Rusland med adskillige hundrede droner - heriblandt en del, som kan bære våben.

Det siger USA's nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan. Han tilføjer, at Iran skal uddanne og træne russiske soldater til at bruge dronerne.

USA er endnu ikke i stand til at sige, om dronerne allerede er blevet overdraget til Rusland.

Droner anvendes af begge parter i krigen i Ukraine. I sidste uge appellerede Ukraine til vestlige lande om at donere tusindvis af droner.

Jake Sullivan henviser til amerikanske efterretningsoplysninger. Han siger, de styrker indtrykket af, at Ruslands angreb i det østlige Ukraine "har store omkostninger for opretholdelsen af landets egne våben."

Ifølge USA er iranske droner tidligere blevet anvendt i Yemen af de iransk-støttede Houthi-oprørere ved angreb på Saudi-Arabien.

Udtalelserne fra den nationale sikkerhedsrådgiver kommer op til præsident Joe Bidens besøg i Mellemøsten i denne uge.

Biden siger, at han vil udbygge USA's strategiske alliance med Saudi-Arabien. I denne uge skal præsidenten besøge landet.

Under sit besøg skal Biden mødes med landets omstridte kronprins Muhammed bin Salman, som reelt leder Mellemøstens økonomiske stormagt.

Det overvejende sunnimuslimske Saudi-Arabien konkurrerer med det overvejende shiamuslimske Iran om at være den dominerende stormagt i Mellemøsten.

Biden besøger Israel forud for besøget i Saudi-Arabien. Ingen af de to lande har indført sanktioner mod Rusland for dets krig i Ukraine.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.