USA lover at støtte Sverige under ansøgningsproces til Nato

Både Sverige og Finland er bekymrede for russisk aggression, hvis de ansøger om medlemskab i Nato.

Sveriges udenrigsminister, Ann Linde, mødtes onsdag med sit amerikanske modstykke, Antony Blinken, i Washington for at diskutere sikkerhedspolitik. <i>Michael Mccoy/Reuters</i>

Sveriges udenrigsminister, Ann Linde, mødtes onsdag med sit amerikanske modstykke, Antony Blinken, i Washington for at diskutere sikkerhedspolitik. Michael Mccoy/Reuters

USA har lovet Sverige at støtte landet i den periode, en potentiel svensk ansøgning til Nato bliver behandlet af forsvarsalliancens 30 lande.

Det siger Sveriges udenrigsminister, Ann Linde, onsdag efter et møde i Washington D.C.

Sverige og Finland afstod fra at slutte sig til Nato under Den Kolde Krig. Men Ruslands invasion af Ukraine har fået begge lande til at gentænke deres sikkerhedspolitik, hvorfor deres indlemmelse i forsvarsalliancen nu virker mere og mere sandsynlig.

Både svenskerne og finnerne har dog udtrykt bekymring over, at de vil være sårbare over for russisk aggression, i løbet af det år det kan tage at blive godkendt af Natos medlemslande.

- Jeg kan naturligvis ikke gå i detaljer, men jeg føler mig nu meget sikker på, at vi har amerikanske forsikringer, siger Linde til svensk tv efter at have mødt USA's udenrigsminister, Antony Blinken.

- Der er dog ikke tale om konkrete sikkerhedsgarantier. Dem kan du kun få, hvis du er fuldgyldigt medlem af Nato, tilføjer Linde.

Den svenske udenrigsminister ønsker ikke at uddybe, hvilke forsikringer hun præcis har fået af Blinken. Men hun føler sig sikker på at kunne regne med USA's støtte.

- Rusland kan være sikre på, at hvis de retter nogen former for negative aktiviteter mod Sverige, hvilket de har truet med at gøre, så er det ikke noget, som USA bare vil lade ske uden at komme med et modsvar, siger hun.

Ann Linde sagde i sidste måned, at en svensk ansøgning til Nato kan udløse en række reaktioner fra Rusland.

Det kan blandt andet være i form af cyberangreb eller hybridtiltag som propaganda kampagner, der er designet til at underminere Sveriges sikkerhed, forklarede hun.

Både Sverige og Finland ventes senere på måneden at beslutte, om de vil ansøge om medlemskab i Nato.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.