USA: Mange russiske styrker har forladt Ukraine

Ifølge Ukraines præsident har Ukraine generobret et areal på 6000 kvadratkilometer alene i september måned.

Ukrainsk militærpersonale sorterer ueksploderede miner og våben i byen Udy i Kharkiv-regionen, efter at Ukraine har generobret byen. <i>Gleb Garanich/Reuters</i>

Ukrainsk militærpersonale sorterer ueksploderede miner og våben i byen Udy i Kharkiv-regionen, efter at Ukraine har generobret byen. Gleb Garanich/Reuters

USA vurderer, at Rusland har afgivet stort set alle de områder, som landet havde erobret nær Kharkiv, og at mange af de russiske soldater, der har trukket sig tilbage, har forladt Ukraine.

Det siger en højtstående amerikansk militær embedsmand sent mandag dansk tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Samlet set vurderer vi, at ukrainerne gør fremskridt, mens de kæmper for at befri og generobre territorium i syd og øst, siger embedsmanden, der udtaler sig anonymt.

Embedsmanden fortæller ikke, hvor mange russiske soldater, der er tale om.

- På jorden i nærheden af Kharkiv vurderer vi, at russiske styrker stort set har afgivet alle deres erobrede områder til ukrainere, og at de har trukket sig tilbage mod nord og øst.

- Mange af disse styrker har rykket sig over grænsen til Rusland, siger embedsmanden.

Mandag aften siger Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, at Ukraine i september har generobret 6000 kvadratkilometer territorie.

- Siden starten af september og frem til i dag har vores soldater allerede befriet 6000 kvadratkilometer ukrainske landområder i øst og syd, og vi rykker videre, siger præsidenten i sin daglige videotale.

Til sammenligning har Sjælland et areal på lidt over 7000 kvadratkilometer.

Søndag sagde Ukraines øverste general, Valerij Zaluzjnyj, at ukrainske styrker havde generobret mere end 3000 kvadratkilometer territorie.

En af de byer, der er generobret af ukrainerne, er den strategisk vigtige by Izium.

I weekenden bekræftede russerne, at de ville forlade byen, der har været besat af Rusland de seneste fem måneder, og som har været en vigtig transportvej for den russiske offensiv.

Ifølge nyhedsbureauet AFP har Ukraine haft stor succes med den modoffensiv, der startede i denne måned.

I Kharkiv-regionen er det byer som Kupjansk, Baliklija og Izium, der er bekræftet generobret.

Ukrainer siger også, at det har generobret områder i Kherson-regionen. Her er meldingen, at 500 kvadratkilometer er generobret.

Den amerikanske tænketank Institute for the Study og War (ISW) siger, at "Ukraine har tippet vægtskålen, men modoffensiven ville ikke være slutningen på krigen".

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden