Verden

USA ophæver sanktioner mod Venezuelas midlertidige præsident

Venezuelas midlertidige præsident har samarbejdet med USA om blandt andet oliesalg. Nu fjernes sanktionerne.

Efter at Delcy Rodriguez' overgangsregering i Venezuela har samarbejdet med USA om blandt andet olie-aftaler, har USA nu fjernet sanktionerne mod hende. (Arkivfoto.)
Efter at Delcy Rodriguez' overgangsregering i Venezuela har samarbejdet med USA om blandt andet olie-aftaler, har USA nu fjernet sanktionerne mod hende. (Arkivfoto.) Federico Parra/Ritzau Scanpix

USA har onsdag ophævet sanktionerne mod Venezuelas midlertidige præsident, Delcy Rodriguez.

Det fremgår af det amerikanske finansministeriums hjemmeside ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Helt præcist drejer det sig om, at Rodriguez er blevet fjernet fra listen over særligt udpegede personer - Specially Designated Nationals (SDN) - på det amerikanske finansministeriums hjemmeside.

Hvis ens navn eller virksomhed fremgår på listen, betyder det, at amerikanske institutioner skal indefryse deres aktiver og afvise transaktioner fra vedkommende.

Ophævelsen sker mindre end tre måneder efter, at amerikanske styrker pågreb den daværende præsident, Nicolas Maduro, og hans kone under en aktion i landets hovedstad, Caracas, 3. januar.

Delcy Rodriguez er blevet valgt af USA som midlertidig præsident i en overgangsregering efter kidnapningen af Maduro, på trods af at hun var vicepræsident under Maduros ledelse.

Hendes overgangsregering har samarbejdet med USA's regering og har blandt andet lavet en aftale om, at USA kan sælge venezuelansk olie, og har udstedt undtagelser fra sanktioner for at fremme amerikanske investeringer.

Pågribelsen af Maduro kom efter flere måneders stigende spændinger mellem de to lande. Maduro og hans kone, Cilia Flores, står i øjeblikket for retten i New York anklaget for narkotikahandel.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden