krigsforbrydelse

USA: Rusland holder ikke fastlagt tidsplan i Donbas

Talsmand for Pentagon, John Kirby, fordømmer de russiske styrkers "brutalitet af den mest fordærvede art".

En officiel talsmand for Pentagon, John Kirby, fordømmer de russiske styrkers "brutalitet", som han kalder grusomhed af "den mest fordærvede art".
En officiel talsmand for Pentagon, John Kirby, fordømmer de russiske styrkers "brutalitet", som han kalder grusomhed af "den mest fordærvede art". Manuel Balce Ceneta/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 12:01

USA mener, at Ruslands offensiv i Donbas skrider langsommere frem end planlagt.

- Vi tror og vurderer, at de russiske styrker er bagud i forhold til deres tidsplan for, hvad de vil opnå i Donbas-regionen", siger en højtstående embedsmand i det amerikanske forsvarsministerium Pentagon til det tyske nyhedsbureau dpa.

Ruslands havde håbet at gøre langt større fremskridt med hensyn til at omringe de ukrainske styrker, men de er stødt på indædt modstand, hedder det i de amerikanske vurderinger af udviklingen af russernes invasionskrig i Ukraine.

Rusland invaderer Ukraine sidst i februar. Russiske styrker gik ind i landet fra nord, syd og øst, men de trak sig senere tilbage fra området omkring hovedstaden Kyiv.

Derefter blev det den erklærede strategi at vinde kontrol over Donbas, som består af Luhansk og Donetsk i det østlige Ukraine.

– Som følge af kraftig ukrainsk modstand, har Ruslands territorielle gevinst været begrænset og de russiske styrker har lidt betydelige tab i henhold til britiske efterretningsrapporter.

En officiel talsmand for Pentagon, John Kirby, fordømmer de russiske styrkers "brutalitet", som han kalder grusomhed af "den mest fordærvede art".

- Det er vanskeligt at se på, hvad der sker i Ukraine, siger en stærkt bevæget Kirby til blandt andet BBC og Reuters.

- Det er svært at følge det, som præsident Vladimir Putins styrker gør og tro på, at et etisk, moralsk individ kan retfærdiggøre det, siger han.

Kirby afviser Putins erklæringer om, at invasionen skal beskytte ukrainere og russere mod nazister.

- Det er svært at lytte til denne retorik, når man ser, hvad Putin gør i Ukraine, hvor uskyldige mennesker er blevet skudt i baghovedet, mens deres hænder var bagbundne, hvor gravide kvinder bliver slået ihjel og hvor hospitaler bliver bombet.

FN's menneskerettighedsorganisation har tidligere sagt, at Rusland kan have begået krigsforbrydelser i Ukraine, og Den Internationale Krigsforbryderdomstol (ICC) har indledt en efterforskning.

FN har dokumenteret, at tusindvis af civile er dræbt siden krigens begyndelse.

Rusland har benægtet anklagerne om, at dets militær har begået krigsforbrydelser i Ukraine.

/ritzau/Reuters

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden