centralbank

USA's centralbankchef får endnu en periode på posten

Jerome Powell blev med overvældende flertal torsdag valgt til at fortsætte som amerikansk centralbankchef.

Jerome Powell har bred opbakning fra både republikanere og demokrater. Han har torsdag sikret sig en ny periode på posten som centralbankchef (Arkivfoto).
Jerome Powell har bred opbakning fra både republikanere og demokrater. Han har torsdag sikret sig en ny periode på posten som centralbankchef (Arkivfoto). Alex Brandon/Ritzau Scanpix

Senatet i USA har torsdag valgt at give Jerome Powell endnu en periode som chef for den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

Det står klart efter en afstemning torsdag, skriver nyhedsbureauet AFP.

80 stemte for, og 19 stemte imod.

Den amerikanske centralbank står i øjeblikket med en stor opgave i at bremse inflationen, der ligger på højeste niveau i 40 år.

Powell, der er republikaner, har bred støtte på tværs af både republikanere og demokrater. Hans første fireårige periode som centralbankchef udløb egentlig 4. februar, men han er fortsat med at varetage posten.

Den amerikanske centralbank annoncerede i sidste uge, at den hævede renten med 0,50 procentpoint i forhold til det hidtidige niveau.

Det var første gang siden år 2000, at den hævede sin rente med mere end 0,25 procentpoint, der plejer at være det typiske stigningsniveau.

Udfordringen for Powell bliver at bremse inflationen i USA og samtidig undgå recession. Han har tidligere udtrykt tro på, at økonomien er stærk nok til at klare sig, selv om pengepolitikken er blevet strammet.

Genvalget af Powell bliver hilst velkommen af præsident Joe Biden.

- Jeg er glad for at se, at Senatet tager et skridt i retning mod min plan om at få styr på inflationen ved at bekræfte min nominerede, siger han.

Federal Reserve styrer USA's rente og bestemmer, om der skal sendes flere penge ud i systemet, eller om der skal trækkes penge ud af det.

Centralbanken, der også blot omtales under navnet Fed, har muligheden for at skabe flere dollar, hvis den ser et behov for det.

Fed styres af et råd og en formand, der udpeges af den siddende præsident og skal godkendes af Senatet. Centralbanken arbejder for at opnå opsatte mål for inflation, beskæftigelse og sikre stabilitet i den amerikanske økonomi.

/ritzau/AFP

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden